Drift og teknikOpdatering til beboerapp skal hjælpe både beboere og ejendomskontorer 📱

Opdatering til beboerapp skal hjælpe både beboere og ejendomskontorer 📱

Den 27. februar 2024 kommer der en større opdatering til beboerappen Mig og Min Bolig. Læs om de nye funktioner med bl.a. MitID login, og hør om erfaringer og forventninger fra et ejendomskontor i Sydhavnen

Siden 2018/2019 har beboere i KAB-Fællesskabet kunne bruge deres mobiltelefon, når de skulle melde opgaver ind til ejendomskontoret. I 2023 blev der oprettet 19.895 opgaver til ejendomskontorerne via appen – et tal der har ligget stabilt de sidste tre år. Men nu skal en ny opdatering, hvor to væsentlige problemer bliver løst, gøre det lettere for flere beboere at komme i gang.

Serviceleder Daniel Grønkjær Sørensen i Ved Rosenhaven, siger:

”Det største problem den nye opdatering løser er, at beboerne fremover kan logge på Mig og Min Bolig med MitID. Login-processen har altid været lidt bøvlet og lidt af et benspænd, da beboerne først har skulle logge på Mit KAB for at hente deres koder til appen.”

Daniel fortsætter:

”Vi har en sammensat beboergruppe, hvor nogle er mere digitalt stærke end andre. Hvis vi kan gøre det nemmere for flere beboere at komme i gang, fordi vi skærer en arbejdsgang væk, så de ikke skal logge ind i et system for at få adgang til et andet, så er det rigtigt godt.”

Testbruger til ansatte

En stor forbedring der også er på vej med den nye opdatering, er muligheden for at ansatte kan logge på appen med en testbruger. Det løser en anden udfordring, som mange ejendomskontorer har bokset med, nemlig muligheden for at hjælpe beboerne bedst muligt, når de kommer ned på ejendomskontoret med spørgsmål.

Trine Meijer Thomsen, driftssekretær i Ved Rosenhaven, supplerer:

”Det er lettest for os, og hurtigst for beboerne, hvis de selv melder deres opgaver ind via telefonen. Men nogle beboere har brug for ekstra hjælp, hvis de fx skal oprette en opgave for første gang. Med en testbruger kan vi nemmere guide dem igennem de forskellige kategorier, der er forbundet med at oprette en opgave. På den måde sikrer vi, at beboerne både for hjælp, og at opgaverne oprettes korrekt fra start.”

Udover MitID login og adgang til en testbruger indeholder opdateringen også:

  • En økonomi fane hvor beboerne kan se deres huslejeoplysninger og saldoen på deres vedligeholdelseskonto (hvis de har B-ordning).
  • Et overblik over vaskeriforbrug (hvis de betaler for vaskeri via huslejen)
  • Links til videoer om småreparationer i boligen.
  • En mere overskuelig dokumentoversigt som er inddelt i kategorier (husorden, vedligeholdelsesreglement, råderetsregler etc.)

Opdateringen frigives i App Store og Google Play den 27. februar 2024.
Beboere der allerede har installeret appen vil få en notifikation på deres telefon, når opdateringen kan downloades.

Om Ved Rosenhaven

Ved Rosenhaven ligger på Hammelstrupvej i Københavns Sydvest-kvarter tæt på Valbyparken og Valby Idrætspark. Ejendommen består af 38 boliger i 4 etager, og er opført i 1996/97.

De ansatte på ejendomskontoret håndterer ca. 15-20 opgaver om ugen, som er indmeldt via appen. De typiske opgaver er toiletter der løber, stoppede afløb eller manglende varme i radiatorer.

Ved Rosenhaven er en del af driftsområde G, som består af syv afdelinger i Sydhavnen, to afdelinger i Hvidovre og to afdelinger Ørestad. Driftsområde G servicerer ca. 1.100 lejemål.

Seneste nyt

Andre læste også