Den gule cirkusvogn i Scandiagade i Sydhavnen stråler om kap med de mange påskeliljer omkring den. ’Skuret’, som vognen bliver kaldt, rummer to små lokaler, og danner basis for tilbud om rådgivning til socialt udsatte i bydelen. Målet er, at der skal være kortere vej til hjælpen, og at der skal gøres en særlig social indsats for at nå den grønlandske gruppe, som er synligt tilstedeværende i bydelen.
Indvielsen blev fejret den 17. april 2023, hvor en broget flok stimlede sammen på pladsen foran cirkusvognen.
Skuret er en nødvendig forening
Duften af grillpølser bredte sig, mens Andreas Keil, formand for Foreningen Skuret og medlem af borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet sagde et par ord:
”Det arbejde, som Skuret bliver ramme om, er virkelig relevant.
Jeg arbejder til daglig som brandmand, men har også kørt ambulance i en årrække – heriblandt mange ture til Sydhavnen. Noget af det, jeg undrede mig over, var, at så mange borgere ikke blev grebet af systemet. Skuret er en absolut nødvendig forening,” sagde han og takkede alle de aktive parter bag projektet.
Projektets parter
Socialforvaltningen i Københavns Kommune har givet bevillingen til at købe vognen, mens Boligselskabet AKB, København har taget initiativ til at danne ’Foreningen Skuret’ og ansat en boligsocial medarbejder med midler fra Trygfonden. De øvrige aktive parter i den sociale indsats er Morgencafé for Hjemløse, Den lokale kirke, Det Grønlandske Hus og Opzoomerne i Sydhavnen.
Rådgivning i uformelle rammer
Fra Det Grønlandske Hus deltog socialkonsulenterne Stine Kilime Hansen og Asta Ettrup. De tilbyder åben rådgivning i Skuret hver torsdag fra kl. 10-11.30.
”Vi kan bl.a. hjælpe med kontakt til myndighederne, fx i forhold til sundhedssystemet hvor sproglige barrierer giver udfordringer,” forklarer Stine.
Asta supplerer:
”Tilbuddet om rådgivning har eksisteret længe, men har været placeret i medborgerhuset i Sydhavnen, hvor vi desværre ikke fik kontakt til så mange. Vi tænker, at det ikke er lige så formelt her.”
Fodterapi i baglokalet
I Skurets lille baglokale er der blevet plads til en behandlerstol til fx fodpleje.
Fodterapeut Munna fra Morgencafe for Hjemløse vil være i Skuret hver tirsdag fra kl. 9.30-15.00.
”Jeg kan hjælpe med negleklip, hård hud, ligtorne og sætte bøjler på nedgroede negle, som kan være rimelig smertefuldt. Man kan også have diabetes, hvor fodplejen er særlig vigtig. Jeg kender en del af brugerne fra Morgencafeen, så det er allerede rygtedes, at jeg er her om tirsdagen,” siger hun.
Morgencafe for Hjemløse ligger på Theklavej i Nordvestkvarteret, men har en del brugere, som holder til i Sydhavnen.
Morfar og Harley var dagens grillmestre.