Hvad ser du personligt som din vigtigste opgave som formand for 3B?
At tage hånd om 3B’s udvikling hele vejen rundt. Vi skal sikre, at 3B får bygget nye boliger, har en sund økonomi og en god drift. Og så vil jeg også være med til at forsøge at knække nøden omkring frivillighed. Det er blevet meget svært at få folk med i fx bestyrelsesarbejdet i den almene sektor, men vi har brug for, at man engagerer sig og tager ansvar der, hvor man bor.
Derudover er det også min opgave at sørge for, at vi i 3B har et godt samarbejde med KAB. Det er jeg rigtig glad for, at vi har, fordi jeg kan se den glæde og gavn, vi får af at være en del af et stærkt fællesskab.
Hvis du får besøg, hvad vil du vise frem?
Jeg synes, at her er mange dejlige steder at vise frem i Hjortegården. Men arbejdet med biodiversitet og søen er noget af det første, jeg viser. Og så vil jeg også rigtig gerne fremvise vores gode fællesskaber. Vores aktivitetsklub, genbrugsbutikken og det flotte beboerhus.
Hvilke emner og problemstillinger er I aktuelt optaget af i 3B?
Vi er meget optaget af økonomi. Mange afdelinger står overfor større renoveringer, og midlerne er begrænsede, men priserne er steget. Derfor kigger vi på, hvordan vi fx kan arbejde sammen med private udviklere for at finansiere vores renoveringer gennem opførelse af nye boliger – og på den måde fremtidssikre vores boligafdelinger. Men det er et svært dilemma, for vi vil samtidig gerne bevare vores grønne områder, og derfor handler det om at finde nogle gode, balancerede løsninger.
Derudover fylder hele retorikken omkring de forskellige lister, der hvert år udkommer, også meget. Jeg er med på, at nogle boligområder har nogle udfordringer, som skal løses, men måden man stempler hele områder og de mennesker, der bor der, gør mig virkelig ked af det. Langt de fleste beboere, er nogle som lever helt almindelige liv, og stemplet gør intet godt for nogen.
Hvad kan du lide at lave, når du har fri?
At bruge tid med mine fire børnebørn mellem 9-18 år, som jeg er så heldig at have boende tæt på. Jeg kan også godt lide at rejse lidt. Det kan være at komme lidt ned i varmen på Gran Canaria eller tage en smuttur til Malmø. Og så er jeg også glad for at læse bøger. Jeg er lige nu i gang med Nøjsomheden af Stine Askov, som vi havde på besøg til 3B’s fællesskabsdag, og den er rigtig god.
Stafet-spørgsmål: Hvordan har det været for så stor en boligorganisation som 3B med egne traditioner og arbejdsmetoder at blive en del af KAB-Fællesskabet?
Jeg er glad for, at vi er blevet en del af KAB-Fællesskabet, for det giver noget vægt. Vi har en stor organisation bag os, og vi har mulighed for at møde andre og dele erfaringer. Det er en stor styrke.
Men det har også til tider været en hård proces. Vi skulle vænne os til, at KAB tager sig af administrationen, og det er selvklart en tilvænning fra at være en enhedsorganisation. Man har været vant til, at tingene blev gjort på en måde, så når man skal vænne sig til nye måder, så er det nogle gange svært. Det gælder både for medarbejdere og beboervalgte, og jeg skulle da også finde mig til rette i det.
Men vi har stadig stor indflydelse på, hvad vi vil have, så administrationsaftalen passer til vores behov i 3B. Og der er helt sikkert løftet et åg af vores skuldre i forhold til, at KAB nu står for administrationen.
Hvem sender Iris stafetten videre til?
Jeg vil gerne sende stafetten til Lis Wexøe Rasmussen, formand for afdelingsbestyrelsen i Friheden I, VI, LF og medlem af organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Friheden.
Jeg ved, at I er meget optaget af den grønne dagsorden i Friheden. Hvordan arbejder I med bæredygtighed, og hvilke udfordringer møder I?