Smilene er store, fadene fyldte og glassene klar til at skåle på en solbeskinnet torsdag i hjertet af Tingbjerg. Gennem de seneste måneder er 120 nye boliger blevet gjort til hjem for ældre borgere i hovedstadsområdet. Og på denne dag er det endelig tid til den officielle åbning af Eilersminde med levende musik, dannebrogsflag og borgmesterbesøg.
”Jeg er meget glad og stolt over, at vi har indviet endnu et nyt plejehjem i København med moderne rammer. Her er blandt andet eget produktionskøkken, dagligvarebutik i stueetagen og tagterrasse med udsigt over byen. Plejehjemmet taler ind i transformationen af Tingbjerg fra udsat boligområde til velfungerende bydel. Tingbjerg er et eksempel på, at byområder kan ændres radikalt, når kommunen, boligselskaberne, borgerne og den private sektor arbejder sammen,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og tilføjer:
”Det haster med at bygge nye plejehjem i København, for vi skal bygge to om året for blot at følge med efterspørgslen de kommende år. Jeg vil gerne takke SAB for samarbejdet om byggeriet og ikke mindst beboerne på Eilersminde, som har været inddraget i processen.”
Byggeri med bump på vejen
Blandt talerne er også John B. Sørensen, formand for SAB. Han hæfter sig ved den særlige indsats, det har krævet for, at alle kan samles til fejring af åbningen. Byggeriet har nemlig mødt store bump på vejen, bl.a. i form af en entreprenørkonkurs undervejs.
”Jeg vil gerne takke Sundheds- og Omsorgsforvaltningen for samarbejdet om at få skabt et værdigt hjem for 120 borgere, som ikke kan klare sig i eget hjem. Også tak til KAB, Innovater, Wissenberg og Tingbjerg Bydelsforening for samarbejdet om at nå hertil. Tillykke til os alle med et virkelig dejligt byggeri med gode rammer for beboere og medarbejdere,” siger John B. Sørensen.
Eilersminde er et kommunalt plejehjem med 16 et-rumsboliger, 102 to-rumsboliger og 2 parboliger fordelt på fire etager. Der er desuden fælles multisale, orangeri og en tagterrasse med en smuk udsigt over byen. Der er desuden dagligvarebutik i bebyggelsen og kulturhus lige om hjørnet.
Plejehjemmet er opkaldt efter arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen, som var med til at tegne Tingbjerg. Læs mere om Eilersminde her.