BæredygtighedFrivillige hædres med KAB-Fællesskabets priser

Frivillige hædres med KAB-Fællesskabets priser

Fra venstre Mathias Kann og Irene Erika Kann, begge fra Hedemarken i Albertslund, Karin Jensen, Brian Pedersen og Helle Bregnhøj, alle fra Glumsøparken i Brønshøj. Foto: Lars Bertelsen.

Hvis man spørger beboere i Hedemarken, hvilken beboer, der gør en forskel for fællesskabet i boligafdelingen, vil mange nok pege på Irene Erika Kann. Og med rette. Irene er det man kan kalde en passioneret beboer og ildsjæl, der viser stort engagement i sit boligområde.  

For Irene er trivsel et nøgleord. Siden hun flyttede til Hedemarken for 12 år siden, har hun arbejdet som frivillig i flere af de lokale foreninger. Bl.a. VOKS, Tøj- og Bogcaféen, hvor hun altid rækker ud og inviterer beboerne indenfor til de forskellige ting, der venter på at blive foræret væk, og Sprogcaféen hvor mange beboere med anden etnisk baggrund kommer for at blive bedre til dansk. 

Derfor fik Irene KAB’s Fællesskabspris 2023 overrakt af formand Sophus Vørsing med ordene:

”Irene, du får prisen for dit store arbejde med at skabe fællesskab i Hedemarken. Du brænder generelt for at engagere dig i lokalområdet. Stort tillykke.”

Udover fællesskabsprisen blev der også uddelt en bæredygtighedspris, der i år gik til et ret specielt projekt.

Bæredygtighedsprisen

Hvad gør man, hvis man arver 100.000 kr.? Køber en lille bil? Tager på en rejse? Eller investerer i guldsmede, frøer og sommerfugle?

Bent Lorentzen fra Glumsøparken valgte – med stor opbakning og yderlig økonomisk støtte fra boligafdelingens bestyrelse – det sidste.

Læs mere om søen i Glumsøparken her

Derfor kan beboerne nu glæde sig over en lille sø, omkranset af vilde planter. Den ser ikke kun pæn ud, men er også med til at skabe højere grad af biodiversitet, hvor planter og små dyr kan få lov at leve sammen. Men søen er ikke kun for boligafdelingens beboere – den er også tilgængelig for de lokale skoler og enhver naturinteresseret borger i området.

”Bæredygtighedsprisen går i år til afdelingsbestyrelsen samt beboer Bent Lorentzen, Glumsøparken i SAB for deres flotte indsats for at styrke biodiversiteten. Stort tillykke,” sagde Sophus Vørsing, formand for KAB, ved overrækkelsen.

KAB-Fællesskabets priser

Hvert år på KAB’s repræsentantskabsmøde i november uddeles en Fællesskabs- og Bæredygtighedspris. Alle – medarbejdere som beboere og beboervalgte – kan indstille en eller flere personer til prisen. I KABnyt kan du se hvordan, når tiden nærmer sig.

Herunder ses nogle af prismodtagerne fra de seneste år.

Nogle modtagere af KAB-Fællesskabets priser gennem årene

Seneste nyt

Andre læste også