DemokratiBeboerdemokratiFodslag i fællesskabet

Fodslag i fællesskabet

Det går godt i KAB, lød meldingerne på efterårets repræsentantskabsmøde, hvor en sund økonomi og manglende politisk lydhørhed var på dagsordenen

Deltagere ved KAB's repræsentantskabsmøde november 2023

Sophus Vørsing gav efter 176 dage som formand sin første beretning til repræsentantskabet. En af de ting, som den nye formand understregede var, at der fortsat skal passes godt på huslejen.

”Det er min opfattelse, at vi mange steder er kommet meget langt med at hente gevinster i den daglige drift. Men der er stadig potentiale for besparelser andre steder. For eksempel når vi foretager indkøb,” sagde Sophus Vørsing.

Formanden fortalte i den sammenhæng om Stenløse-Ølstykke Boligforening, der i forbindelse med en renovering af en boligafdeling har brugt KAB’s nye indkøbsportal. De har opnået besparelser på 20-25 % på hårde hvidevarer og endnu mere på VVS-artikler.

Formanden påpegede også, at det i 2021-22 er lykkedes at reducere udgiften på centrale driftskonti med ca. 5 %.

”Det er meget usædvanligt på kun ét år,” lød det fra Sophus Vørsing.

Skærper effektiviteten

Og fokus på effektiviteten slår da også igennem i det kommende budget for 2024, som administrerende direktør Jens Elmelund redegjorde for.

Her budgetteres der med en lønstigning på 3,7 % til medarbejderne, mens administrationsbidraget og andre ydelser stiger i en lavere takt, nemlig med 2,7 %. Det betyder, at KAB som tidligere år skærper effektiviteten i virksomheden.

Det er dog langt fra ren lagkage i den almene sektor. Stigende byggeomkostninger og materialer, dyre grunde i hovedstaden og høje renter gør, at mange byggesager og renoveringer går i stå.

”Vi har ikke så mange rejsegilder og spadestik, som vi kunne ønske os.

Skjorten er stram, og vi har brug for, at priserne tager et dyk. Alternativet er, at vi i sektoren skal have gennembrud på Christiansborg. Men vi må erkende, at det ikke går godt, og at politikerne er optaget af andre ting,” sagde Jens Elmelund.

Behov for handling

Den samme analyse delte blandt andre Mikkel Warming, næstformand i Boligselskabet AKB, København.

”Boligpolitisk sker der ikke en skid. Der er behov for handling i forhold til byggeriet. I hovedstaden bygges der kun private lejeboliger, og det giver større ulighed og et skævt boligmarked,” lød det fra Mikkel Warming.

Under den korte debat blev der også talt om digitalisering og KAB’s ambitiøse satsning på et digitalt program, ligesom behovet for øget klimaindsats var på dagsordenen.

På repræsentantskabsmødet blev John B. Sørensen, formand for SAB, med klapsalver valgt til ny næstformand i KAB.

Seneste nyt

Andre læste også