36 år som beboervalgt. 34 år som medlem af bestyrelsen for Boligselskabet AKB, København. 28 år som formand for samme. Særligt udpeget til flere andre organisationsbestyrelser, medlem af BL’s 1. kreds og ofte dirigent ved afdelingsmøder.
Bjørn Petersen kan med sindsro sige, han har givet sit bidrag til beboerdemokratiet i den almene sektor. Næsten sit halve liv. Nu hvor han nærmer sig 80 vintre, mener han, det på tide at drosle lidt ned. I den anledning har KABnyt sat Bjørn stævne for at høre lidt om mærkesager og erfaringer.
Men først lidt om Bjørn.
Den inkarnerede nørrebroborger
Bjørn er inkarneret nørrebroborger. Han er boet i to (2!) boliger hele sit liv. Og begge ligger i samme karré på Tagensvej på Nørrebro.
”Da jeg var ni år, flyttede jeg med mine forældre til den lejlighed, hvor jeg bor nu. Min far døde, da jeg var ung, så det var nærliggende at blive boende med min mor, mens jeg studerede,” fortæller Bjørn.
En ordning der forsatte efter studierne og endte med, at Bjørn overtog boligen efter moderens død.
Bjørn læste samfundsfag og geografi på Københavns Universitet. Det førte ham til et job ved analyseinstituttet Gallup, hvor han tilbragte hele sit arbejdsliv, indtil han gik på efterløn i 2005. Et erhverv der også gav inspiration til det beboerdemokratiske arbejde (hvordan han nærmest snublede ind i sin karriere som beboervalgt, kommer vi tilbage til senere).
“Vi vil gerne eksperimentere. Afprøve nye boligtyper.”
Mod til nye veje
”I Gallup testede vi hele tiden nye produkter og forsøgte at gå nye veje. Se andre muligheder end de gængse. Den metode har jeg prøvet at overføre til arbejdet i bestyrelserne,” forklarer Bjørn.
For netop udvikling har været i fokus for Bjørn som formand for en stor boligorganisation. Han bruger ofte et citat af en kendt forretningsmand, også født på Nørrebro:
”Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran, som finansmanden Alex Brask Thomsen sagde,” smiler den afgående formand.
Og foran har Boligselskabet AKB, København ønsket at være.
”Vi vil gerne eksperimentere. Afprøve nye boligtyper. Vi var de første til at opføre AlmenBolig+ boliger. Og nu afprøver vi selvbyg ude på Stejlepladsen, hvor de kommende beboere selv skal være med til at udforme boligerne.”
De har dog gennem tiden også opført en lang række, helt almindelige, almene boligafdelinger i København.
Rejsegilder på stribe
AKB, København har haft travlt på byggepladserne, siden Bjørn blev formand i 1996. Ikke mindre end 25 rejsegilder har bragt Bjørn på talerstolen gennem årene.
Og er der så et byggeri, der ligger hans hjerte særligt nært?
”Narhh… jeg har ikke som sådan et favorit byggeri. Men AlmenBolig+, synes jeg nu, er noget særligt. Det er jeg lidt stolt af, vi har været med til at opføre. Nordre Fælled Kvarter i Ørestaden er et godt eksempel. Og så er jeg spændt på at se, hvordan det udvikler sig på Stejlepladsen.”
Beboerne skal kunne sætte deres eget præg
Det er ikke kun indenfor boligtyper, boligorganisationen har været parat til at gå nye veje. Også beboernes muligheder i hjemmet har høj prioritet.
”Vi vil give beboerne så mange muligheder som muligt. Derfor er vi gået lige til kanten med den individuelle råderet. Vores beboere skal føle, at de – indenfor visse rammer selvfølgelig – kan indrette sig efter lyst og behov i deres hjem.”
Gennem 28 år som formand har Bjørn selvfølgelig også oplevet bump på vejen. Der er byggerier og processer, han ikke ønsker at gentage.
Alt for kompliceret
”Havnestaden,” siger Bjørn kort.
Boligafdelingen fra 2005 med en attraktiv beliggenhed på Islands Brygge består er flere boligtyper. Bl.a. ejerboliger, medejerboliger, familieboliger og et seniorbofællesskab.
”Det er et fint byggeri og dejlige boliger. Jeg går meget ind for blandede boligformer. Men organiseringen af de forskellige ejerformer i Havnestadens er alt, alt for kompliceret. Skal man eksperimentere med den slags, skal det være selvstændige økonomiske enheder.”
Nu er det snart slut med at udvikle i regi af AKB, København for Bjørn. På repræsentantskabsmødet den 8. juni siger han farvel og tak. Men… hvordan startede det overhovedet?
Formand ved et tilfælde
Nogle kender det måske: Der er afdelingsmøde. Der mangler medlemmer til bestyrelsen. ”Var det ikke noget for dig at komme i afdelingsbestyrelsen? Det er kun ét møde om måneden…”
”Tja, tænkte jeg. Man tilbringer jo mange timer i sin boligafdeling. Så kan man jo lige så godt søge indflydelse også. Det var 1988. To år senere var jeg suppleant i organisationsbestyrelsen, og på mit første møde skulle der vælges ny næstformand. Formanden pegede på rystende hoveder ned gennem deltagerne. Jeg sad sidst, og da han pegede på mig, sagde han: Ok, Bjørn, du er næstformand. Seks år senere i 1996 blev jeg formand.”
Mere plads til hobbyerne
Nu giver Bjørn stafetten videre. Boligorganisationen har besluttet at indstille næstformand Mikkel Warming som ny formand.
Bjørn genopstiller heller ikke til KAB’s bestyrelse på repræsentantskabsmødet i maj. Han fortsætter indtil videre som formand i sin boligafdeling, bevarer sine bestyrelsesposter i de boligorganisationer, hvor han er særligt udpeget, og bliver i følgegrupperne for de nybyggerier, der er i gang.
Men der skal også være mere plads til hobbyerne: rejser, frimærker, mønter og litteratur om særligt Anden Verdenskrig.
Der er afskedsreception for Bjørn Petersen den 20. juni. Se invitationen her