ByggeriRenoveringEvakuerede beboere vender hjem til Bellahøj

Evakuerede beboere vender hjem til Bellahøj

De ca. 280 beboere, som i går blev evakueret grundet stormen Otto, kan nu komme hjem til deres boliger. Bygningerne er lørdag morgen blevet sikret, og der er ikke længere nogen risiko for beboerne

Det voldsomme vejr fredag aften og natten til lørdag gjorde det nødvendigt at evakuere beboerne i de tre højeste huse i SAB Bellahøj II. Baggrunden er, at der er konstateret konstruktionsfejl i husene, som betyder, at de ikke er sikre at opholde sig i under vindforhold som i aftes.

Derfor blev beboerne bragt i busser til Hotel CABINN Metro fredag eftermiddag, inden stormen for alvor tog fat i hovedstadsområdet.

Lørdag morgen, da vinden havde lagt sig, blev bygningerne gennemgået af teknikere og bygningssagkyndige fra Niras. De konstaterede, at der ikke længere er nogen risiko ved at være i boligerne, og fra kl. 11 i dag bliver beboerne kørt tilbage til Bellahøj.

Kundedirektør i KAB, Sanne Kjær, udtaler:

”Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til de berørte beboere for at være så fleksible. Jeg har stor forståelse for, at det ikke har været en rar situation at stå i, men deres store samarbejdsvillighed var med til at gøre, at evakueringen forløb planmæssigt. Jeg er glad for, at vi her til morgen har fået lavet en grundig gennemgang af bygningerne, og beboerne trygt kan komme hjem igen,” siger Sanne Kjær og tilføjer:

“Der skal også lyde en stor tak til vores gode samarbejdspartnere, som var med i hele forløbet. Heriblandt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen i Københavns Kommune og personalet på ejendomskontoret, som var med til at sikre, at der blev taget rigtig god hånd om beboere med særlige behov.”

Pressehenvendelse sker via telefon: 51 23 53 60.

Fakta:

149 husstande – ca. 280 mennesker blev evakueret fra tre huse i SAB Bellahøj II

109 værelser på CABINN Metro blev benyttet af evakuerede beboere . Øvrige beboere valgte at finde ophold andre steder

I alt modtog KAB’s Bellahøj-hotline 134 opkald torsdag og fredag

Seneste nyt

Andre læste også