Hvad ser du personligt som din vigtigste opgave?
Som formand for hele organisationen skal jeg have overblikket og tænke langsigtet. Det er vigtigt, at jeg tager hensyn til og varetager ALLE boligafdelingernes interesser.
Derfor søger jeg også inspiration og god sparring til bestyrelsesarbejdet. Det får jeg bl.a. i KAB-Fællesskabet, hvor jeg har deltaget i bestyrelsesuddannelsen, studieture og konferencer.
Hvad vil du vise frem, hvis du får besøg?
Gæsterne må godt vente lidt med at komme, men inden så længe vil jeg forhåbentligt kunne vise dem et stort græsområde i min egen afdeling, der er blevet omlagt til ’Vild Med Vilje’. Vi har en plæne bag rækkehusene her, der ikke bliver brugt særligt meget, og den vil vi gerne gøre mere vild.
Så vil jeg også tage dem på en rundtur til alle vores boligafdelinger. Vi er et lille boligselskab, men har både rækkehuse og etageejendomme, seniorbofællesskab og ungdomsboliger. Så vi synes faktisk, vi har gode og varierede boligtilbud.
Hvilke emner og problemstillinger er I aktuelt optaget af?
At få vores ejendomskontor op at køre. Da jeg blev formand, havde bestyrelsen netop besluttet at etablere et driftsfællesskab for alle vores syv boligafdelinger. Det skabte lidt uro, og en enkelt afdeling har ønsket at udtræde af det fællesskab. Det har de fået grønt lys til, men beboerne får en huslejestigning, hvilket de har accepteret på et ekstraordinært afdelingsmøde. Nu skal vi have fundet et egnet sted til et nyt, fælles ejendomskontor. Jeg ser meget frem til, det falder på plads.
Hvad kan du lide at lave, når du har fri?
Jeg kan rigtigt godt lide at lave ting sammen med mine gode veninder. Vi går til koncerter og foredrag sammen. Jeg er selvfølgelig også glad for min kæreste og to døtre, men det er vigtigt for mig også at have venindetid.
Og så læser jeg en del. Lige nu ligger ’Jorden under min mors fødder’ af Zeinab Mosawi på mit natbord.
Stafet-spørgsmålet: Hvilke fordele og ulemper har du oplevet ved at komme ind som ny formand i en boligorganisation?
Nu har jeg jo været næstformand i flere år, men det giver helt klart flere opgaver at være formand. På mange områder ligger initiativet hos mig. For at sikre, vi hele tiden er opdaterede i bestyrelsen, har jeg besluttet at holde månedlige møder mellem formandskabet og kundechefen. Så jeg har mere arbejde, men også flere muligheder.
Generelt inddrager jeg andre i beslutningsprocesserne. Jeg synes, demokratiet er vigtigt og vil helst træffe de nødvendige beslutninger i fællesskab med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Hvem giver Helle stafetten videre til?
Helle giver stafetten videre til Øyvind Bakke, formand for afdelingsbestyrelsen i Havrevangen, Frederiksborg Boligselskab. Afdelingsbestyrelsen modtog i 2022 KAB’s bæredygtighedspris for deres arbejde med Vild Med Vilje.
Med stafetten følger muligheden for at stille et spørgsmål til næste deltager. Helles spørgsmål er:
Hvordan kom I i gang med at gøre jeres områder mere vilde? Har I haft en projektgruppe? Og hvordan har I fået samlet beboerne om det?