Win-win. Medarbejderne får nye kompetencer, og boligafdelingerne kan spare på energien og dermed på udgifterne. Det er baggrunden for, at SAB har valgt at efteruddanne en gruppe af deres medarbejdere på Teknologisk Institut.
Kursisterne har fået titel af ’energiteknikere’, og den nye viden kan de få god brug for i dagligdagen.
Fiksere af akutte problemer
”Arbejdet på ejendomskontoret er jo blevet meget administrativt, så medarbejderne skal i dag først og fremmest have digitale kompetencer og kunne begå sig i flere systemer,” forklarer seniorkonsulent i KAB, Anders Hornehøj, der har fået idéen til kurset. Han fortsætter:
”Det er fint; sådan er det bare i dag. Men det betyder jo så, at mange af dem ikke aner, hvordan man fikser de basale og måske akutte problemer i varmecentralen eller forebygger spild i energiforbruget.”
Kan man det, kan man spare penge. Mange penge.
Energi er en vigtig udgiftspost på afdelingens budget, så kan man spare her, kommer det jo beboerne til gode
Millioner at spare
Energi- og varmekonsulenterne i KAB vurderer, at SAB, der har et samlet energiforbrug på ca. 100 mio. kr. årligt, kan opnå besparelser på 5-15 %, hvis alle varmecentraler fungerer optimalt, fejl rettes i tide, og der er målrettet fokus på at minimere energiforbruget. Altså besparelser på mindst 5 mio. kr. årligt. Konservativt sat.
Læs også: Store besparelser på vand og penge i Husum Vænge
Viden går videre
Medarbejderne, der har deltaget på kurset, er klar til at udnytte deres nye kompetencer. En af de sidste, lune sommerdage er de samlet en sidste gang på Amager Bakke (altså forbrændingsanlægget), hvor kurset bliver afsluttet med en rundvisning og uddeling af kursusbeviser.
”Det har været et meget lærerigt forløb. Udover grundviden om varmecentralen har vi også fået gode tips til for eksempel at få mere varme frem til beboerne, uden at det koster mere. Energi er en vigtig udgiftspost på afdelingens budget, så kan man spare her, kommer det jo beboerne til gode,” konstaterer servicemedarbejder Allan Christensen.
Allans kollega fra et andet område nikker. Der er kun godt at sige om kurset.
”Jeg craver fuldstændigt at blive klogere på det praktiske arbejde. Udover at kunne foretage mindre reparationer er vi også blevet klædt på til at opbygge en ny varmecentral uden så at sige at blive tørret i rø… af en eller anden smart sælger,” siger driftslederassistent Jane Dalgaard.
Og det stopper ikke her. De tolv deltagere på kurset både kan og vil dele deres nye viden med andre kollegaer.
”Det vil være en god idé at gentage kurset, så andre kan få lov til at dygtiggøre sig. Men jeg vil jo også dele min nye viden med andre kollegaer, når jeg kommer rundt i andre boligafdelinger,” konstaterer Jane.
Om kurset
Kurset er udviklet af Teknologisk Institut og foregik i deres lokaler i Høje Taastrup. Der var 12 deltagere, og det kostede ca. 10.000 kr. pr. deltager. Kurset bestod af 5 moduler fordelt på 6 kursusdage og blev afviklet over 2 måneder i foråret 2023.
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte seniorkonsulent Anders Hornehøj