BæredygtighedTo delebiler flytter ind i Sydkystens Boligselskab

To delebiler flytter ind i Sydkystens Boligselskab

Beboerne i SydBo får nu adgang til delebil lige udenfor hoveddøren. Bilerne blev præsenteret på en event med julehygge

Af Annette Sadolin og Karen Fothergill

Sydkystens Boligselskab (SydBo) har indgået aftale om en el-delebilordning for selskabets beboere. Ordningen omfatter to biler, der har fået plads på centrale p-pladser i selskabets boligområder i henholdsvis Greve og Hundige.

“I SydBo har vi i forvejen et godt fællesskab, hvor vi deles om ting, så hvorfor ikke også deles om en bil? Det giver rigtig god mening, fordi vi i SydBo gerne vil være med til at bidrage positivt til den grønne omstilling. Nu får beboerne adgang til en delebil stort set lige uden for deres hoveddør. Jeg håber de tager godt imod bilerne,” siger Sophus Vørsing, formand for SydBo, der også deltog i det hyggelige juleevent den 5. december, hvor bilerne blev præsenteret.

Et plus for driften

Delebilerne får faste pladser centralt i SydBo’s boligområder.

SydBo har et konkret mål om, at driften er fossilfri i 2030. Kundechef Per Madsen har stået i spidsen for at få aftalen om delebilerne på plads og understreger:
”Aftalen er først og fremmest tilrettelagt og målrettet til beboerne. Det er et ekstra plus, at vores driftsmedarbejdere også kan bruge bilerne i dagligdagen, eftersom der er en vis geografisk afstand mellem selskabets boligområder.”

Booking via app

Beboerne kan booke delebilerne via en app, som også benyttes til at låse bilen op. Prisen for at bruge bilerne afregnes per halve time eller ved at købe en timepakke.

Beboer: Det er fremtiden

Dorthe Blaabjerg og Sophus Vørsing prøver en af delebilerne.

Dorthe Blaabjerg er en af de beboere, der benyttede sig af tilbuddet om gratis oprettelse på eventdagen.
”Det er alletiders idé. Jeg tror, det er fremtiden. Lige nu har jeg en gammel bil, men der er ikke plads til en høj værkstedsregning i mit budget som pensionist, så det er et spørgsmål om tid.”
Hun kan bl.a. forestille sig at bruge delebilen til familiebesøg.
”Min familie har sommerhus på Sjællandsodde, og her plejer vi at samles til påskefrokost og fødselsdage. I bil tager det lidt over en time. Hvis man ikke har bil, er det en lang og opslidende tur, når man ikke er fysisk stærk.”

Sydkystens Boligselskab planlægger endnu et event om delebilerne i foråret.

Præsentationen af delebilerne faldt på en kold decemberdag, men der var sørget for lidt lunt at varme sig på.

Seneste nyt

Andre læste også