Drift og teknikSpar mange penge – forebyg brand

Spar mange penge – forebyg brand

Samlet set har KAB-Fællesskabet sparet 23 mio. kr. på det nye udbud af forsikringer – men det er ikke alle, der opnår lavere præmier. I Arresø Boligselskab har flere brande givet en årlig stigning på præmien på over 1 mio. kr. Læs, hvordan Arresø vil forebygge præmien ned igen

To udbrændte boliger i Arresø Boligselskab kostede 4,8 mio. kr. at istandsætte.

”Brand gør dig som regel klogere, men sjældent rigere,” konstaterer Christian Mogensen fra BorgerBeredskabet tørt.

Arresø Boligselskab kender alt for godt sandheden i de ord. Flere brande de seneste år har kostet deres forsikringsselskab knap 9 mio. kr. til udbedring af skader. Én brand alene kostede 4,8 mio. kr., da to lejligheder udbrændte og flere fik røg- og vandskader. Brandene har betydet, at boligselskabets forsikringspræmie steg med godt 100 % eller ca. 1 mio. kr. årligt, da forsikringen var i udbud i 2021.

Et skræmmende højt tal, der har betydet, at boligselskabet vil satse på bedre forebyggelse. Derfor har de inviteret beboerne på kursus i brandsikkerhed, og en mørk aften i februar er godt 20 mennesker forsamlet i et fælleshus i Ølsted uden for Frederiksværk. Og derfor står Christian Mogensen denne aften og giver grundige instrukser i, hvordan beboerne undgår, at deres ejendele går op i røg.

Lærerigt og gratis

”Vi tror på, det kan hjælpe. BorgerBeredskabet har rigtigt mange, gode forslag til, hvordan man kan forebygge brand,” siger Susan Egede, formand for Arresø Boligselskab, der selv har fået nyttige tips med hjem.
Susan deltager for anden gang – i alt bliver kurset afholdt tre gange, så flest mulige beboere har mulighed for at deltage, og i marts kommer der lokale kurser for alle medarbejderne i driften.

”Som formand for boligselskabet er det min pligt at sørge for, alle beboere kan føle sig trygge. Det kan bl.a. ske ved, at de er klar over, hvordan man forebygger brand og også handler aktivt, hvis det værste skulle ske,” forklarer Susan Egede, der sammen med kundechef Allan Mortensen og kontorets elev Josefine Nymann Jensen har arrangeret kurserne – der i øvrigt ikke koster andet end deres tid og den chokolade, de byder beboerne i løbet af det to timer lange kursus; BorgerBeredskabet tilbyder kurserne gratis.

KAB’s samarbejdspartner vedr. forsikringer WTW synes beboerkurserne er en rigtig god idé.

Brand er dyrt – ha’ forsikringen i orden!

De lokale medarbejdere kan forebygge brande på fællesarealerne, men de fleste brande opstår i boligerne.

”Køkkenet og rygning er de store syndere ved brand i boligen, og beboerne kan selv gøre rigtig meget for at undgå, det opstår. Sådan et kursus er en rigtig god idé,” mener Lene Korsholm, forsikringsmægler i WTW, der også kan fortælle, at der i KAB-Fællesskabet har været 173 brande det sidste år. Istandsættelse efter brandene kommer til at løbe op i knap 24. mio. kr.

Og det er udelukkende den del af forsikringen, der dækker bygningsskaderne. Genhusning under renovering og beboernes ejendele dækkes kun, hvis de selv har en indboforsikring. ”Det kan ikke gentages ofte nok – beboerne skal sørge for at have en indboforsikring. Boligselskabet har ikke pligt til at sørge for genhusning ved brand. Heller ikke selv om branden ikke er opstået i egen bolig,” understreger Lene Korsholm.

Alarm, alarm

Det budskab har deltagerne ved aftenens kursus forstået. Ligesom de også har lært, at røg fra en brand kan brede sig til hele boligen på fire-fem minutter – uden at du vågner af det, hvis du sover. Derfor burde røgalarmer være en fast del af indretningen i alle boliger, fortæller aftenens underviser, der faktisk ikke mener, man kan have for mange af dem i boligen. Efter aftenens kursus fik alle deltagerne – udover et kursusbevis – derfor en gratis røgalarm med hjem. Boligselskabet overvejer nu at sætte røgalarmer i alle 821 boliger – og så i øvrigt gentage det lærerige kursus i efteråret.

Læs også ’Smart drift har indflydelse på huslejen’

Gratis kurser fra BorgerBeredskabet

BorgerBeredskabet afholder gratis kurser for borgere, der vil lære at forebygge og håndtere ulykker og kritiske situationer.
Læs mere om beredskabet og bestil et gratis kursus

Brændende tal

De sidste syv år har der gennemsnitlig været brand i ca. 5.400 boliger om året. I gennemsnit omkommer 78 personer årligt pga. brand.

Knap en tredjedel af brandene opstår pga. af rygning, knap halvdelen af dødsbrandene skyldes rygning.
Kilde: Bolius

To nyttige apps til din smartphone

‘TrygFonden Hjertestart’. Denne app indeholder et GPS-kort, der viser, hvor de nærmeste hjertestartere findes. Der er en trinvis guide til hjertelungeredning, og der er mulighed for at foretage et opkald til alarmcentralen.

‘Akuthjælp’ – uanset hvor du befinder dig i landet, kan du via app’en foretage opkald fra appen til skadestue, akutmodtagelse, lægevagt, apotek, psykiatrisk hjælp, tandlægevagten, kiropraktorvagt og Giftlinjen.

Begge apps fungerer på både Android og iPhone og kan hentes i henholdsvis Google Play og App Store.

Seneste nyt

Andre læste også