Frederiksberg Forenede Boligselskaber lægger hus til stor julegaveindsamling til hjemløse. De tager imod gaver med kyshånd – se ønskelisten
Organisationen ’Hjælp Din Næste’ lykkedes sidste år med at samle 700 julegaver til hjemløse. I år har foreningen allieret sig med lokale samarbejdspartnere og har samtidig skruet målet for indsamlingen op til 6.000 gaver.
Frederiksberg Forenede Boligselskaber stiller et lokale til rådighed for indsamlingen og unge fra Falkonergårdens Gymnasium giver timer til at hjælpe med at holde styr på gaverne.
FFB lægger hus til gaverne
Lokalet som Frederiksberg Forenede Boligselskaber stiller til rådighed for indsamlingen ligger på Betty Nansens Allé 57-61.
Formand for FFB, Laurits Roikum, udtaler i den forbindelse:
”For os som boligselskab giver det rigtig god mening at støtte op om Hjælp Din Næstes arbejde. Det er et fantastisk flot initiativ, de har taget med at samle julegaver ind til hjemløse. Det ligger fint i tråd med det sociale ansvar, som FFB altid har påtaget sig. Vi indgår i samarbejder på mange forskellige områder med såvel kommunen som en række organisationer og foreninger. Så da vi blev kontaktet af Hjælp Din Næste, var det for os helt naturligt at indgå i et samarbejde og stille lokaler til rådighed”.
Sammen kan vi mere
Sidste år havde Hjælp Din Næste ingen steder at opbevare de mange gaver, de fik ind, så langt de fleste endte i formandens lejlighed, og gaverne blev samlet ind på gaden.
”Vi er ydmygt taknemmelige for, at vi nu har et lokale, hvor vi kan byde alle byens folk indenfor. I år har vi et sted at samle gaverne ind og opbevare dem, indtil de skal deles ud, hvilket betyder, at vi har mulighed for at hjælpe flere,” siger Snorre Pedersen, formand for Hjælp Din Næste.
Hvad står på en hjemløs-ønskeliste?
Gaverne bliver doneret af almindelige mennesker, som har ting derhjemme, de ikke bruger længere. Det kan være alt lige fra undertøj, en varm trøje, en termokop, en sovepose, et liggeunderlag eller måske endda en mobiltelefon. Se hele ønskelisten her
Har du en gave til en hjemløs?
Ligger du inde med en god julegave til en hjemløs, så kan du aflevere dine gaver på Betty Nansens Allé 57-61 Stuen, 2000 Frederiksberg.
Indsamlingen er åben:
- Onsdag den 1., 8. og 15. december kl. 16.00-20.00 samt
- alle lørdage og søndage frem til jul kl. 12.00-17.00.