DemokratiBoligpolitikPer Gyrum Skolen fik ’nej ’ til udvidelse tæt på boligafdeling

Per Gyrum Skolen fik ’nej ’ til udvidelse tæt på boligafdeling

Kommunalbestyrelsen i Fredensborg Kommune vil nu se på mulighederne for en udvidelse ved Nivå Skole Nord

Det er ikke mange meter, der skiller Per Gyrum Skolen og boligafdelingen Niverødgård ad.

Der blev sat et foreløbigt punktum i sagen om udvidelse af Per Gyrum Skolen, da et flertal i kommunalbestyrelsen stemte imod lokalplansforslaget, der skulle være første skridt i udvidelsen af skolen, som er nabo til boligafdelingen Niverødgård.

Per Gyrum Skolen ønskede at udvide for at samle alle klassetrin – der i dag er spredt ud på 3 matrikler – på én matrikel få meter fra boligafdelingen i Fredensborg Boligselskab.

”Jeg er enormt lettet, for det har været et år, hvor vi ikke vidste, om vi skulle blive boende her. Og mange beboere havde meldt ud, at de ville flytte, hvis skolen skulle udvide. Jeg tror, kommunalbestyrelsen lyttede til de mange svar i høringsprocessen og på det digitale borgermøde,” siger Finn Zøllner, der var formand i Niverødgård frem til kommunalbestyrelsens beslutning.

Efter at have stemt lokalplansforslaget ned, besluttede politikerne, at forvaltningen nu skal gå i dialog med Per Gyrum Skolen om en udvidelse ved den nuværende Nivå Skole Nord. Den skal efter planen samles med Nivå Skole Syd på én samlet matrikel i centrum af Nivå i 2025.

”Jeg håber, det er det, der kommer til at ske. Det er også den løsning, vi selv har foreslået hele tiden. Vi har intet imod Per Gyrum Skolen som skole eller skolens ønske om at udvide. Det er kun den ønskede placering for udvidelsen, vi mener, var uhensigtsmæssig,” siger Finn Zøllner.

Topbillede: Det er ikke mange meter, der skiller Per Gyrum Skolen og boligafdelingen Niverødgård ad.

Seneste nyt

Andre læste også