Simone Bille var 22 år, da hun i 2013 troppede op til beboermøde i et kælderlokale i Nørrebro Vænge i Boligselskabet AKB, København. Luften var lidt tung og kaffen blev serveret i hvide plastikkrus. Hun kom til at række hånden op og gik derfra som medlem af bestyrelsen. Det skulle hun siden komme til at sætte stor pris på.
”Min tid som beboer i en almen studiebolig har givet meget mere værdi, end jeg nogensinde kunne forestille mig. Udover en perfekt lokation på Nørrebro og en lav husleje, har jeg også fået mulighed for at få indflydelse på, hvordan jeg bor, og mulighed for at forbedre forholdene til glæde for alle beboerne i afdelingen,” siger Simone Bille.
Flere veje til indflydelse
I begyndelsen oplevede Simone Bille, at det kunne være svært at trænge igennem i beboerdemokratiet. Vi-plejer typerne dominerede og diskussionerne kørte i ring. Gradvist lykkedes det at finde veje til indflydelse.
”Jeg oplevede, at der kunne være kort fra beslutning til handling, hvis man tænkte sig om og søgte efter løsninger. Fx lykkedes vi i Nørrebro Vænge med et projekt om byhaver. Og vi har netop taget et kreaværksted i brug. Hvis man som ung skal synes, at det er attraktivt at være med, så skal der også være de muligheder,” forklarer hun.
De mindre projekter skabte synlige og værdifulde resultater, men de store linjer har også været en prioritet for Simone Bille:
”Nørrebro Vænge var en ældre boligafdeling med mangelfuld vedligeholdelse. Der lå en udfordring i at få styr på økonomi og vedligeholdelse. Den bold skulle gribes.”
Jeg har fået lov at øve mig
I løbet af de første år blev grunden lagt til et engagement, som kun voksede. Simone Bille blev i 2017 medlem af bestyrelsen i Boligselskabet AKB, København og i 2019 af KAB’s bestyrelse. Hun gjorde beboerdemokratisk karriere.
”Jeg har bl.a. lært at argumentere, forhandle, styre møder og holde en agenda. Men også at tage beslutninger og gøre det på en god måde,” forklarer hun.
Sat i perspektiv i forhold til studie- og jobmuligheder bliver det til værdifuld erfaring.
”Jeg har jo fået lov til at øve mig på intern og ekstern kommunikation, samarbejde, strategiarbejde og design af processer,” konstaterer hun.
Nu kan det lyde som om det hele har været en dans på roser, men det ville være en overdrivelse.
Testet af uenigheder
”Man skal også høre på mange konflikter lokalt. Særligt på de store beboermøder bliver man testet hårdt. Et par gange har jeg haft lyst til at dreje om på hælene. Godt jeg ikke gjorde det. Og godt, at der kun er to af de store afdelingsmøder om året,” siger hun med et smil.
I dag tænker hun tilbage på stormøderne som erfaringer, der også har gjort hende robust.
”Det giver jo hår på brystet. Man lærer at stå ved sin sag. Både at forsvare og holde fast, men også at lytte og inkludere. Men når det er sagt, så er det nok ikke altid på afdelingsmøderne, vi tiltrækker unge til bestyrelsesarbejdet.”
Den eftertragtede erfaring
De samlede erfaringer fra det almene bestyrelsesarbejde har hun brugt direkte i forbindelse med jobsøgning:
”Det ser godt ud på et CV og giver nye muligheder i karrieren. Da jeg var færdig med at læse og gik til jobsamtaler, havde jeg gode eksempler på konkret erfaring fra min tid i bestyrelserne i AKB, København og KAB. I dag arbejder jeg med ledelse og kommunikation i Novo Nordisk,” siger hun.
Simone Bille flytter fra lejligheden i Nørrebro Vænge til en villalejlighed i Brønshøj. Hun har ikke planer om at involvere sig i grundejerforeningen, men den politiske gnist for at kæmpe for bedre forhold er stadig tændt. Simone Bille har med base i sin arbejdsplads været med til at starte et kvindenetværk på tværs af virksomheder, som arbejder med problemstillinger relateret til sikring af lige vilkår og muligheder.