DemokratiStafettenFrontløber for fællesskab og fan af fed arkitektur

Frontløber for fællesskab og fan af fed arkitektur

Hvem har stafetten? Nikolaj Dehn, formand for Kajerødhuse i Furesø Boligselskab

Nikolaj Dehn er uddannet blikkenslager og brandmand, men skiftede til et administrativt job og har arbejdet sig op indenfor private ejendomsadministration i et advokatfirma. Han flyttede med sin hustru og to hunde fra en landejendom ved Ringsted til den nybyggede almene rækkehusbebyggelse i Birkerød.

Hvad ser du personligt, som din vigtigste opgave?

At hverdagen glider og økonomien holder. Og at vi har gode rammer om fællesskabet.
Vi er nye allesammen, derfor skal vi selv sætte rammerne. Det har vi arbejdet med. Vi har faste arbejdsweekender – to om året – hvor vi bl.a. rydder op og får styr på det grønne. Det er med til at holde huslejen nede, og når vi har arbejdet, så er der købt ind til mad, og vi hygger os sammen.
Sidste år til sommerfesten tog en af beboerne et billede af holdet, der satte festtelt op og skrev: Vi løfter i flok, og sammen er vi stærke. Det er meget rammende for vores fællesskab.

Hvis du får besøg, hvad vil du vise frem?

Jeg vil fremhæve både vores fantastiske fællesskab og arkitekturen. Vi er åbne og imødekommende overfor hinanden. Det er vigtigt, fordi vi er forskellige, og vi skal alle sammen være her.

Arkitektonisk er det her jo en perle. Du har naturskifer på facaden, vinduer i oliebehandlet mahogni og træet er ført videre i skurene. Farver og linjer står knivskarpt, og det sætter jeg pris på. Der er en rød tråd i byggeriet. Vores boliger skiller sig ud fra naboernes murstenshuse i rød, gul og brun. Det er en helt anden stil. Det er fedt.

Hvilke emner og problemstillinger er I optaget af aktuelt?

Vi har jo ikke rigtig nogen problemer. Vi har nogle opgaver, der ligger og venter på os på arbejdsweekenderne. Vi skal oliere vinduer og døre, omlægge indkørsel, rense regnvandsbrønde. Det ser vi ikke som problemer, det er opgaver, der skal løses, og det gør vi sammen.

Vi er 25 boliger i alt, og 21 boliger var repræsenteret på sidste arbejdsweekend. Det viser vist, at vi har taget ejerskab til vores boliger.

Hvad kan du lide at lave, når du har fri?

Jeg tør næsten ikke sige det. Så sidder jeg i repræsentantskabet og organisationsbestyrelsen i Furesø Boligselskab plus den fælles Grundejerforening, som vi har dannet sammen med nabobebyggelsen.
Jeg synes, det er megaspændende at lære noget nyt inden for mit felt.
Da vi flyttede ind, sagde min kone: ’Lad nu være med at melde dig ind i bestyrelsen.’
’Ja ja,’ svarede jeg. Nu sidder jeg i fire. Jeg kan jo ikke lade være. Det giver mig udfordringer i dagligdagen.

Privat kan jeg sige, at vores børn er flyttet hjemme fra, men vi har vores to hunde – en labrador og en retriever blanding.

Vi kom fra en grund på 1600 kvadratmeter i Ringsted, men der er også skønne grønne områder omkring os her. Vi har skov og søer. Alt det jeg frygtede, jeg ville komme til at savne fra Ringsted, det har jeg fået her – bare i lidt mindre skala.

Stafet-spørgsmålet: Jeg har indtryk af, at I har et rigtig godt, uformelt fællesskab i Kajerødhuse, så jeg vil gerne spørge: Hvad har I gjort for at skabe det gode fællesskab, og hvad gør I for at fastholde det?

Vi var allesammen nye. Alle var åbne og imødekommende og ikke blege for at spørge. Det er en god grobund for at udvikle et fællesskab.

Vi er gået ind i det med et åbent sind og mange ideer. Der skal selvfølgelig også være nogen, der griber boldene – og det er jeg nok ikke bange for.

Arbejdsweekenderne gør noget godt for fællesskabet, men vi har også udvekslet ideer mere uformelt fx om indretning af haverne. Mit værktøj har været udlånt til samtlige her i afdelingen, og hvis der er brug for det, hjælper jeg gerne.

Et råd til andre er: Tag godt imod nye beboere. Tal sammen. Man skal omfavne alle – invitere alle ind i fællesskabet. Har I naboer, som ikke forstår dansk, så oversæt til engelsk. Det gør vi med vigtige informationer. Og hvis du sidder i en bestyrelse, varetager du alle beboeres interesser. Det, synes jeg, er godt at have i baghovedet.

Fakta om Kajerødhuse

Opført i 2020 af Furesø Boligselskab
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Antal boliger: 25, heraf 23 rækkehuse og to 2-værelses boliger
AlmenBolig+: Højkvalitetsboliger til lav husleje, beboerne deltager i driften for at holde huslejen nede.

Hvem giver Nikolaj stafetten videre til:

Jeg sender stafetten videre til Maj Jørgensen, forkvinde i SAB Rolandsgården.

Fællesskab fylder meget hos os. Hvordan ser det ud i en af de ældre Københavner-afdelinger. Hvad gør de for at styrke sammenhold og fællesskab?

Seneste nyt

Andre læste også