Hvad ser du som din vigtigste opgave?
Jeg tror vildt meget på fællesskabet. Min opgave er først og fremmest at varetage beboernes, men også selskabets interesser. Agere på de beslutninger, der er truffet på afdelingsniveau og i selskabet. Det sker da også, at vi i bestyrelsen en gang imellem får en god idé, og det er jo helt fint. F.eks. da kontanthjælpsloftet blev indført, havde jeg en meget stor bekymring, fordi jeg ved, at nogle af vores beboere er økonomisk udfordrede. Vi valgte derfor at sende et brev til alle beboere og henviste til muligheden for rådgivning: Skulle du være kommet bagud med huslejen, så kontakt os.
Der er lidt en myte om, at bor man på Frederiksberg, så er man nok mere privilegeret end andre, men vi har nøjagtig de samme udfordringer som andre steder.
Hvis du får besøg, hvad vil du vise frem?
Jeg ville vælge at vise den diversitet, der er i vores boligtyper. Vi har alt lige fra højhuse til lave bebyggelser, plejehjem, ungdomsboliger, ældreboliger, særboliger og Delehusene, som er det eneste af sin slags.
Jeg synes, vi er gode til at have fingeren på pulsen og møde de aktuelle behov og udfordringer, der opstår i vores område bl.a. i et tæt samarbejde med Frederiksberg Kommune.
Jeg bor selv i Nyelandshuse, som er den ældste boligafdeling i selskabet, bygget 1940-44. Afdelingen ligger i det tættest befolkede område på Frederiksberg, kaldet svømmehalskvarteret – og ifølge statistikkerne det tættest befolkede område nord for Paris.
Hvilke emner og problemstillinger er I aktuelt optaget af?
Vi arbejder løbende med justering af vores nye servicestruktur, hvor vi har oprettet tre servicecentre fremfor ejendomskontorer i hver enkelt afdeling.
Vi har også strategiske indsatsområder på programmet og arbejder lige nu med det i de udvalg, vi har nedsat. På den måde ønsker vi at tilgodese interesser hos både beboere og medarbejdere, og vi går op i en gennemskuelig og demokratisk proces. Vi vil gerne høre flere og få alle de gode input med, så flere også kommer til at opleve et ejerskab til indsatserne.
Hvad kan du lide at lave, når du har fri?
Jeg har en stor omgangskreds, men vennerne er en håndfuld, der er personlige venner, som man kan grine og græde med, dele sjove historier, drikke en øl, gå i biffen. Jeg får også at vide, at jeg er god til at lave mad, og jeg kan lide det.
Når jeg bare skal slappe af derhjemme – og det er måske lidt atypisk men sjovt som 66-årig mand – så kan jeg finde på at strikke. Jeg strikker fx halstørklæder og har hæklet oceaner af bøllehatte og grydelapper. Jeg lærte det som barn af min mor, som altid var i gang med håndarbejde.
Jeg må også indrømme, at jeg har svært ved at holde mig fra det beboerdemokratiske arbejde, så jeg er ofte ude som dirigent både i KAB-Fællesskabet og som en del af fsb’s dirigentkorps. Som dirigent er og skal jeg være uvildig, og min opgave er at finde fællesflader mellem parterne – det hænder jeg bliver spurgt, om jeg vil komme igen, så det vælger jeg at tage som udtryk for, at jeg gør det godt.
Stafetspørgsmålet: Jeg synes, at tanken med FFB’s afdeling Delehusene, hvor studerende og unge med flugterfaring bor side om side, er genial. Kunne man forestille sig at bruge konceptet til andre målgrupper end unge?
Ja. Det synes jeg bestemt. Konceptet kan bruges i mange sammenhænge. Seniorboliger ligger lige til højrebenet – fx et bofællesskab for enlige seniorer. Det kunne også være som kriseboliger til fx enlige med børn, der indgår i et fællesskab med andre i samme situation. Eller startboliger for nye borgere.
Man skal være opmærksom på, at der også kan være fordele ved at bygge til en specifik målgruppe, hvor der er tænkt over arkitektur og beliggenhed til deres situation. Delehusene er et Venligbolig+ projekt, hvor studerende og unge med flugterfaring bor sammen og indgår i et forpligtende fællesskab. Boligerne har indgang fra trapperummene, og de tre huse er samlet om en plads. Du kan ikke undgå at møde naboerne. Jeg tror, det virker her, det inspirerer til fællesskab. Vi har også flyttet samtalekøkkenet ned i stueetagen. Det er her fællesskabet lever. Delehusene indbyder til fællesskab og nærvær. Boligerne er små, til gengæld er huslejen lav. Det er small living.
Hvem giver Laurits stafetten videre til?
Laurits Roikum giver stafetten videre til Bjarke Christensen, formand for bestyrelsen i Den Almene Andelsboligforening Eskemosepark.
Stafetspørgsmålet lyder: Som et af de mindre selskaber i KAB-Fællesskabet – føler I jer hørt/inkluderet, er der noget vi andre i fællesskabet kan gøre bedre, og hvad kan I bidrage med?