DemokratiVi søger 40 kandidater til KAB-udvalg

Vi søger 40 kandidater til KAB-udvalg

KAB har fire bredt sammensatte bestyrelsesudvalg, der giver mulighed for indflydelse på fx den bæredygtige udvikling eller det boligsociale arbejde i KAB-Fællesskabet. Kandidater kan nu melde sig, og valgmødet finder sted den 17. november 2022 kl. 19.00 i KAB-Huset.

Her kan du se hvem der har meldt sig som kandidater – kandidatlisten

Brug kandidatformularen, hvis du vil melde dig til et udvalg

KAB er udviklingsorienteret, og som beboervalgt har du mulighed for at få direkte indflydelse på retningen. Det sker bl.a. via fire bredt sammensatte udvalg: Forvaltningsudvalget, Byggeri- og teknikudvalget, Trivsels- og boligsocialt udvalg og Bæredygtighedsudvalget.
Som noget nyt vælges medlemmerne af udvalgene på et årligt valgmøde. Det finder i år sted den 17. november 2022 kl. 17.00 i KAB-Huset.

Hvem kan stille op?

Alle medlemmer af KAB’s repræsentantskab kan stille op som kandidater til udvalgene. Men andre beboervalgte i KAB-Fællesskabet kan også stille op, hvis blot et medlem af repræsentantskabet indstiller vedkommende til valg.
Det er dog kun medlemmer af KAB’s repræsentantskab, der har stemmeret ved valgmødet. I hvert udvalg deltager 2-4 medlemmer fra KAB’s bestyrelse, derudover skal der på valgmødet vælges 10 medlemmer til hvert udvalg.

Boligsociale redskaber til alle

Marianne Salomonsen, formand for Trivsels- og boligsocialt udvalg.

Marianne Salomonsen, formand for Boligselskabet Friheden og medlem af KAB’s bestyrelse, har hvervet som formand for Trivsels- og boligsocialt udvalg.
”I Trivsels- og boligsocialt udvalg er der gode muligheder for at få indflydelse, hvis man brænder for det her område. Jeg kan fortælle, at vi i udvalget har været aktive i udformningen af en ny boligsocial strategi for KAB-Fællesskabet. En af vores pointer i udvalget er, at de redskaber, der bliver udviklet indenfor det boligsociale område, i højere grad skal stilles til rådighed, så alle boligafdelinger i KAB-Fællesskabet kan få glæde af dem,” forklarer hun.
Læs mere om den nye boligsociale strategi ’Sammen skaber vi rammer om et godt liv’

Vi skal finde og dele bæredygtige løsninger

David Nielsen-Ourø, formand for Bæredygtighedsudvalget.

Bæredygtighedsudvalget er et nyt udvalg. Udvalgets formand, David Nielsen-Ourø, formand for Glostrup Ejendomsselskab, glæder sig til at samle engagerede medlemmer.
”Hvis du interesserer dig for bæredygtighed og har lyst til at være med til at finde gode løsninger, så skal du melde dig. Udvalget er et godt sted at mødes med ligesindede og hjælpe den bæredygtige sag på vej,” siger han og kaster allerede nu et par af sine egne refleksioner på bordet.
”Et af de spørgsmål, jeg synes, vi skal tage fat på, er videndeling indenfor vores egen organisation. Lige fra gode, bæredygtige ideer fra beboere til bedre koordinering af erfaring med større projekter. I dag kan Furesø Boligselskab lave et rigtig godt projekt, uden at erfaringerne systematisk bliver delt,” siger David Nielsen-Ourø.

Mere information og kandidatformular

På KAB’s hjemmeside kan du læse mere om valgmødet og de enkelte udvalg

Meld dig som kandidat ved at udfylde kandidatformularen

Seneste nyt

Andre læste også