KAB’s cheføkonom giver sin vurdering af, hvad den seneste tids prisstigninger på el og naturgas kommer til at betyde for KAB-Fællesskabets boligorganisationer og deres beboere
Mange danskere har set til med bekymrede blikke, mens energipriserne er steget markant de forgangne måneder. For nogle betyder det ekstra omkostninger på flere tusinde kroner årligt, mens andre slipper væsentligt billigere.
Og der er gode nyheder til hovedparten af boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet og deres beboere. Det fortæller cheføkonom i KAB, Frans Clemmesen.
”Langt de fleste beboere i KAB-Fællesskabet kommer heldigvis ikke til at opleve voldsomme prisstigninger. Sammenligner man med parcelhusejere bliver de ekstra omkostninger til el og varme beskedne for lejere i etageboliger i hovedstadsområdet,” siger Frans Clemmesen.
Han vurderer, at der vil blive tale om en ekstra udgift på ca. 100 kr. om måneden for husstandene i den overvejende del af afdelingerne i KAB-Fællesskabets boligorganisationer. For det fåtal af afdelinger, der bruger naturgas eller elvarme, vil prisstigningerne dog blive væsentligt større.
En naturlig forklaring
Baggrunden for, at langt størstedelen af beboerne i KAB-Fællesskabet slipper med relativt små ekstra omkostninger til el og varme – hvoraf varmeudgiften er den klart tungeste post – skal findes i to faktorer.
For det første bruger ca. 90 procent af beboerne i etageboliger fjernvarme fremfor naturgas, som oplever de største prisstigninger. I hovedstadsområdet er beboerne ovenikøbet begunstiget af, at der ikke bruges naturgas som energikilde til fjernvarmen, men derimod affald og biomasse, som ikke er ramt af stigende energipriser.
For det andet er den reelle prisstigning for el væsentligt mindre for den enkelte forbruger, end man måske kunne tro. Selvom prisen for en kilowatt-time ser ud til at blive fire gange højere end normalt, vil den procentvise stigning for forbrugeren være langt lavere.
Det skyldes, at under 20 procent af prisen på el går til selve elproduktionen. Den resterende del går til fx afgifter og moms, som ikke bliver påvirket.
Ny aftale om fællesstrøm
Udover den individuelle strøm betaler en almen husstand i omegnen af 1.000-1.500 kr. om året til fællesstrøm i afdelingen. Flertallet af afdelingerne i KAB-Fællesskabets boligorganisationer er omfattet af KAB’s indkøbsaftale med Energi Danmark, men den aftale er opsagt fra 1. januar 2022.
I stedet overgår KAB til en spot-aftale, hvor man køber strøm direkte fra den nordiske elbørs. Her reguleres priserne fra dag til dag, og ifølge Frans Clemmesen er der ikke grund til at være bekymret for voldsomme prisstigninger.
”Priserne på elbørsen bliver fastsat på baggrund af to parametre: naturgaspriserne og nedbørsmængden i Norge. Førstnævnte forventes at blive mere normale igen i 2022, og samtidig har det regnet meget dette efterår, og de norske vandreserver er igen på et fornuftigt niveau. Derfor vil udgifterne til fællesstrøm heller ikke stige nævneværdigt i KAB-Fællesskabet,” lyder det fra cheføkonomen.
Hold styr på energiforbruget
Selvom størstedelen af KAB-Fællesskabet ser ud til at slippe for markante ekstraudgifter som følge af de stigende energipriser, er det altid en god idé at være opmærksom på energiforbruget.
Bolius har samlet en lang række artikler med baggrundsviden og gode råd på energiområdet. Her kan du blandt andet blive klogere på, hvordan din elregning bliver mindre.