Robotterne hjælper til i Energi

Robotter i energi

Energi i KAB er rigtig glade for deres nye kollegaer, to robotter, der udarbejder fraflytningsaflæsninger og forbrugsregnskaber. Robotterne har frigivet ressourcer, minimeret risiko for fejl, højnet kvaliteten og arbejdsglæden

”Implementeringen af robotter i Energi har været et meget succesfuldt projekt, der har resulteret i en hurtigere opgaveudførsel kombineret med en markant højere kvalitet og højere medarbejdertilfredshed,” fortæller en stolt økonomidirektør i KAB, Mikkel Boel.

I løbet af et år har KAB-fællesskabet over 8.000 ind- og fraflytninger, og ved hvert syn bliver der sendt en mail afsted til Energi – én mail per målertype. Det løber hurtigt op i over 25.000 mails om året, som en medarbejder i Energi manuelt har skulle sidde og søge frem for derefter at indtaste oplysningerne i KAB’s administrationssystem. En meget tidskrævende og kedelig proces – indtil nu. 

Energi har fået kodet en robot ved hjælp af RPA (Robotic Automation Proces). Robotten henter i løbet af ingen tid selv oplysningerne om ind- og fraflytningerne og verificerer oplysningerne. Herefter overfører Energi dataen til KAB’s administrationssystem.

”Robotten kan klare ca. 70 % af opgaven. Vi kan sætte den til at køre, når vi har brug for det,” fortæller Said Barrou, måleteknisk konsulent i Energi, og fortsætter:

”Robotterne har virkelig sparet os utrolig meget tid og kræfter. Nu kan vi i stedet fokusere på de opgaver, der er mere ressourcekrævende, fx at kontrollere og validere data, kommentere på byggesager og målerstrategier, så afdelingerne rent energimæssigt kan følge med udviklingen både økonomisk og driftsmæssigt.”

Robotten kan klare meget selv, men den kræver stadig en menneskelig hånd, som Said forklarer: ”Efter hver kørsel sender robotten en rapport med data, som vi kontrollerer og overfører til vores administrationssystem. Forskellen er, at vi nu kan gøre det hele på én gang takket være rapporten fremfor at skulle ind og kigge under hver enkelt lejer. I 2021 dur det ikke, at der er en medarbejder, der skal sidde og manuelt indtaste flere tusinde aflæsninger.”

Udover en flytterobot har Energi også fået kodet en robot, der går ind og kan hente årsopgørelserne fra forbrugsselskaberne og indsætte tallene direkte i KAB’s administrationssystem.
”Vi har fire måneder fra december til slut april til at udarbejde forbrugsregnskaberne, ellers har vi ikke ret til at opkræve efterbetalinger i henhold til lejeloven. I 2019 var mange af os på arbejde tre weekender i april, og vi måtte lægge andre opgaver til side for, at vi kunne nå de sidste regnskaber. I 2020 fik vi kørt alle flytteaflæsninger igennem i december måned,” siger Said og tilføjer, ”Alle værktøjer der kan hjælpe os med vores opgaver er kærkomne. Robotterne har sparet os meget tid, og nu kigger vi selv løbende på, om der er andre ting, vi kan optimere.


Hvad er RPA?
RPA står for Robotic Proces Automation. RPA er en programkode, hvor man kan opstille regler for udførelsen af en ensformig opgave, der indeholder mange gentagelser. Robotten kan arbejde på tværs af forskellige systemer og frigive ressourcer, så medarbejderne i stedet kan lægge kræfterne dér, hvor det giver mere værdi.KAB har æret i gang med robotter siden 2019.