Drift og teknikRestriktioner ophævet

Restriktioner ophævet

Selv om smittetallene næsten dagligt slår nye rekorder, er Covid-19 fra og med den 1. februar ikke længere kategoriseret som en samfundskritisk sygdom

Skrevet af Anette Hertz.
Samtidig ophæves corona-restriktionerne, og vi er tilbage til de gode råd om afstand og god håndhygiejne. Det meddelte Regeringen på pressemøde onsdag den 26. januar 2022. En beslutning, som samtlige partier i Folketinget bakkede op om.

De tidligere restriktioner er væk, og det er nu op til arrangører af møder og events – og til den enkelte – at passe på sig selv og hinanden.

For KAB-Fællesskabet betyder det, at vi igen kan ses, og at de mange beboerdemokratiske møder og debatter igen kan gennemføres fysisk.

”Digitale møder fungerer godt i mange situationer, og dem skal vi holde fast i. Men de demokratiske debatter og drøftelser af lidt mere komplicerede ting egner sig nu bedst til møder, hvor man er sammen fysisk,” slår Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, fast.

Særligt om selskabslokalerne

Med afskaffelsen af restriktionerne kan selskabslokalerne, beboerlokaler og -huse igen bruges til sociale arrangementer og fester.

Opfordrer ikke længere til hjemmearbejde

Medarbejderne i KAB-Huset har som udgangspunkt arbejdet hjemmefra i januar måned, men kommer nu tilbage til ”normalen”.

”Vi vil fortsat passe godt på hinanden – og ikke mindst sikre de driftskritiske opgaver i KAB. Som udgangspunkt vender medarbejderne derfor tilbage til kontorerne, men frem til midt i februar vil det være med en opfordring til at arbejde hjemme 1-2 dage om ugen,” forklarer Jens Elmelund.

KAB opfordrer ikke længere medarbejderne i KAB-Fællesskabet til ugentlige test, men i stedet til, at man passer godt på hinanden. At man bliver hjemme, hvis man har symptomer og i øvrigt holder afstand, spritter/vasker hænder – og sikrer en god rengøring rundt omkring på de enkelte arbejdspladser. ”Vi fortsætter naturligvis med at følge situationen tæt og vender tilbage, hvis situationen ændrer sig,” understreger Jens Elmelund.

Seneste nyt

Andre læste også