Rokaden betyder, at den nuværende chef for jura og udlejning, Birthe Houlind, bliver forfremmet til vicedirektør og indtræder i ledelsen, hvor hun skal være med til at styrke det strategiske arbejde med kundeområdet.
Samtidig justeres den interne opstilling med blandt andet en rendyrket udlejningschef, et nyt fokus på kundeøkonomien og mere ledelseskraft bag den grønne omstilling.
“Et af målene med rokaden er, at vi bliver endnu bedre til at skabe værdi for vores selskaber lokalt, så vi bedst muligt kan understøtte dem i at nå de mål, som de sætter sig – fx med energieffektivitet eller vedligehold,” siger adm. direktør i KAB, Jens Elmelund.
Samtidig med at kundesiden styrkes, sættes der endnu mere skub i den bæredygtige og digitale udvikling. Det sker i første omgang gennem ansættelsen af Sofie Heilskov, der får titel af innovationschef i KAB. Sofie Heilskov kommer med en masse erfaring om især udvikling af bæredygtighedsstrategier og transformation i blandt andet Telia og senest som strategisk rådgiver i konsulenthuset, We Love People.