Skrevet af Anette Hertz.
KAB får ny byggedirektør med årsskiftet. Det er Rasmus Jessing, som i dag er kommerciel direktør i arkitektfirmaet Cobe.
Rasmus er 43 år, uddannet arkitekt og har erfaring både fra arkitektverdenen og som bygherre fra en stilling som chef i Bygningsstyrelsen.
Rasmus starter den 1. januar 2022, og planen er, at han det første år er ”direktørmakker” med Rolf Andersson, der med årsskiftet overgår til en stilling som udviklingsdirektør.
I den rolle skal Rolf Andersson primært fokusere på udvikling af nye by- og boligprodukter og på den måde bidrage til, at vi i KAB-Fællesskabet får realiseret en god andel af de mange tusind almene boliger, der skal bygges i de kommende år.
Fra 2023 overgår Rolf til en seniorkonsulentstilling. Til den tid får Rasmus Jessing det fulde direktøransvar for KAB´s aktiviteter på området for by- og boligudvikling, nybyggeri og renoveringer.
Rasmus Jessing er i øvrigt vokset op i en AKB, København afdeling, hvor han boede de første 18 år. I dag bor Rasmus på Vesterbro med sin hustru og deres tre døtre.
Rasmus Jessings første arbejdsdag bliver den 3. januar 2022 – og i løbet af januar vil du i KABnyt kunne læse meget mere om både Rasmus – og de tanker, han gør sig som ny byggedirektør.