Drift og teknikNy bydelsforening i Tingbjerg

Ny bydelsforening i Tingbjerg

Bydelsforeningen Tingbjerg overtager driften af de almene boliger i Tingbjerg og Utterslevhuse

Onsdag den 29. september blev Bydelsforeningen Tingbjerg stiftet.

Dermed overgår driften af de almene boliger i Tingbjerg og Utterslevhuse til Bydelsforeningen Tingbjerg.

”Jeg er glad for, at vi er kommet i mål med stiftelsen af Bydelsforeningen. Vi har store ambitioner om at blive førende på tidssvarende og kvalitativ drift. Og det kommer til at foregå i et roligt tempo så bestyrelser, medarbejdere og beboere føler sig trygge,” siger byudviklingschef i Tingbjerg, Lene Vennits.

Samme hverdag for beboerne

Beboerne vil primært opleve forandringen i breve, opslag og andet kommunikationsmateriale fra ejendomskontoret, hvor det nye logo vil fremgå.

Bydelsforeningen skal varetage drift og vedligeholdelse af fællesarealerne samt den almindelige beboerservice. Det vil sige de opgaver, som hidtil har været varetaget gennem Tingbjerg Forum.  

Ejendomskontoret vil fortsat kunne findes fysisk i Tingbjerg Forum, hvor også den boligsociale indsats, afdelingsbestyrelserne, jobcenter, læge mv. fortsat har til huse.

Udover den daglige drift bliver den helt store opgave for Bydelsforeningen at sikre, at byudviklingen ikke går hen over hovedet på beboerne.

”Vi skal gennemføre en udviklingsplan, som betyder, at andelen af almene familieboliger i 2030 maksimalt udgør 40 % af boligerne i Tingbjerg mod 96 % i dag. Det er afgørende, at beboerne bliver en aktiv del af forandringerne,” forklarer Lene Vennits.

KAB administrerer Bydelsforeningen

Det er aftalt, at KAB i første omgang skal administrere Bydelsforeningen. Det betyder, at KAB varetager personaleadministrationen af alle medarbejdere i Bydelsforeningen Tingbjerg.

Den 1. oktober sker virksomhedsoverdragelsen af medarbejderne fra henholdsvis SAB og fsb.

Administrationen af fsb’s og SAB’s boliger vil fortsat blive varetaget af henholdsvis fsb og KAB.

Seneste nyt

Andre læste også