Frederiksberg Forenede Boligselskaber (FFB) indretter et nyt, multifunktionelt kraftcenter ved Betty Nansens Plads. Centret bliver en realitet som følge af en generøs bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 15,2 millioner kroner.
Stedet skal danne ramme om åbne, kulturelle arrangementer som fx koncerter, og samtidigt give lokale beboere mulighed for at udvikle deres lokalområde og på frivillig basis hjælpe hinanden.
Centret skal drives i tæt samarbejde med den erhvervsdrivende fond JunkFood og den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Karma.
JunkFood vil i stedets produktionskøkken lave ca. 300 måltider dagligt til ’gadens folk’ – hjemløse og socialt udsatte borgere.
I Kaffe Karmas café, som hjælper tidligere hjemløse, psykisk sårbare og socialt udsatte med at øge deres livsmestring og komme tilbage på arbejdsmarkedet, sælges kaffe og små måltider til hele lokalområdet. Caféen vil være åben for alle og ligge i sammenhæng med aktivitetsrum, hvor der bliver mulighed for lektiehjælp, professionel støtte til jobsøgning, familieklubber og fællesspisning.
En stor forvandling
Centret bliver den sidste brik i forvandlingen af hele området omkring Betty Nansens Plads, der gennem renoveringer, nybyggeri, kunst og ny pladsdannelse er blevet en levende og attraktiv bydel for beboere, foreninger og besøgende i området.
”Vi har i mange år arbejdet med at omdanne området omkring Nordens Plads til en spændende og mangfoldig bydel. Jeg er glad for, at vi nu også kan være frontløber på at forankre social bæredygtighed i én lokation med flere funktioner til gavn for rigtigt mange mennesker,” siger Laurits Roikum, formand for FFB.
Forandringen i området har vakt stor opmærksomhed. En opmærksomhed der nåede helt til kongehuset, og H.M. Dronning Margrethe i 2022 besøgte kvarteret og deltog i indvielsen af en ny skulptur af Betty Nansen.
Café og samlingssted forventes at kunne tages i brug i sommeren 2024 og får til huse i hele stueetagen af FFB’s boligafdeling på Betty Nansens Allé 57-61.