NB: Artiklen er opdateret torsdag d. 21. december kl. 9
KAB har meddelt beboerne i tre bygninger i SAB Bellahøj, at den kommende storm natten mellem torsdag den 21. og fredag den 22. december betyder, at de skal evakueres torsdag eftermiddag.
Da en del af beboerne allerede er genhuset, er det i alt 86 husstande, der skal evakueres. Beboerne har modtaget tilbud om bustransport fra Bellahøj mellem kl. 14-17 torsdag og indkvartering på hotel i København med forplejning. Her kan beboerne opholde sig, indtil stormen er aftaget, og bygningerne på Bellahøj er sikret – forventeligt fredag den 22. december omkring middag.
Sikkerhed er afgørende
”Den varslede vind kan nå et niveau, som ifølge vores tekniske rådgivere kan være kritisk for bygningernes stabilitet. Beboernes sikkerhed er altafgørende for os, og vi har derfor varslet dem om, at de af sikkerhedsmæssige grunde skal evakueres,” siger kundedirektør i KAB, Sanne Kjær, og fortsætter:
”Det er en højst ubehagelig og ubelejlig situation ikke mindst her op til jul. Vi gør alt, hvad vi kan for, at evakueringen forløber godt, og at beboerne føler sig trygge og får et godt ophold trods omstændighederne.”
KAB overvåger fortsat nøje vindforholdene omkring Bellahøj. Hvis vejrudsigten ændres, tilpasser vi planen om evakuering.
Evakueringen gælder husene med adresserne, Ved Bellahøj Syd 23, 24/ 26 og 28 – i alt 86 husstande.
Se artikel om baggrund for evakueringerne
Pressekontakt:
Kommunikations- og pressekonsulent Mads Klim Jacobsen, madja@kab-bolig.dk, 81 73 27 33
Kommunikationschef Søren Gregersen, sorgr@kab-bolig.dk, 29 61 07 11.