Drift og teknikHenlæggelser betaler sig – og man skal have en plan

Henlæggelser betaler sig – og man skal have en plan

At have en god plan for henlæggelser kan på den lange bane spare mange penge og sikre gode boliger. Vallensbæk Boligselskab ønsker ikke ubehagelige overraskelser, og organisationsbestyrelsen har derfor vedtaget en ny politik

Besparelser, velholdte boligafdelinger og fælles ansvar.

Det er ifølge KAB’s vicedirektør Lone Skriver grunden til, at boligafdelingerne skal sørge for at henlægge til større arbejder. Vicedirektøren uddyber gerne:

Besparelser. Man får mere for pengene, når bygninger vedligeholdes løbende, og man sparer op til udskiftning af bygningsdele. En tommelfingerregel er, at når man vedligeholder eller udskifter bygningsdele i tide, får man 100 kroners værdi for 100 kroner. Altså fuld valuta for pengene. Venter man, til det fx er nødvendigt med en helhedsplan, får man kun 25 kroners værdi for 100 kroner. Ikke nogen overvældende god forretning.

Velholdte boligafdelinger (og rimelig husleje). Boliger, der løbende vedligeholdes, er sunde og gode at bo i. Man kender levetiden på mange bygningsdele og ved derfor også, hvordan de vedligeholdes, og hvornår de skal udskiftes. Har man ikke henlagt midler til formålet, risikerer man, at udskiftningen medfører en stor huslejestigning.

Fælles ansvar. Almene boliger bygger på et princip om solidaritet. I løbet af en boligafdelings levetid bor der mange mennesker i dem, og det er rimeligt, at alle over tid betaler lidt til vedligeholdelsen af dem. Også de, der bor der, mens bygningerne er helt nye og udskiftning af bygningsdele ikke er nødvendig. Ved at henlægge løbende og dermed lade huslejen stige en lille smule hvert år, sikrer man, at alle beboere gennem tiden bidrager til, at bygningernes stand til enhver tid er god og robust.”

Tis ikke i bukserne for at holde varmen

Så at undgå henlæggelser for at holde huslejen nede her og nu, svarer lidt til at tisse i bukserne for at holde varmen.

“Det er ikke en løsning på den lange bane,” konstaterer vicedirektøren.

Det er de klar over i Vallensbæk Boligselskab og har derfor vedtaget en politik for henlæggelser.

I følge Katja Lindblad, formand for Vallensbæk Boligselskab, er der flere fornuftige grunde til at lave en plan for boligafdelingernes henlæggelser.

Katja Lindblad, formand for Vallensbæk Boligselskab

Undgå de store huslejestigninger

”Vores henlæggelsespolitik fastlægger retningslinjerne for både den almindelige og planlagte vedligeholdelse. Og så skal den selvfølgelig sikre, at de lovgivningsmæssige rammer overholdes,” fastslår Katja Lindblad, formand for Vallensbæk Boligselskab, og fortsætter:

”På den måde sikrer vi også, at niveauet for henlæggelser i de enkelte boligafdelinger modsvarer de planlagte arbejder.”

Boligafdelingerne i Vallensbæk Boligselskab har vidt forskellig alder, og det er også meget forskelligt, hvor meget, der allerede står på deres konto for henlæggelser – derfor er det også forskelligt, hvordan der skal henlægges. Men allerede i 2028 når alle boligafdelingerne op på det ønskede niveau, som i Vallensbæk er 225 kr./m2 om året. Det er ikke et magisk tal – hvert boligselskab skal selv kortlægge boligafdelingernes behov.

De fire boligafdelinger i Vallensbæk Boligselskab
De fire boligafdelinger i Vallensbæk Boligselskab har forskellige alder, og planen for henlæggelser er derfor ikke den samme. Øverst fra venstre: Højstrupparken (opført 1965), Rosenlunden (opført 1991), Firkløverparken (opført 2008) og Stationstorvet (opført 2017).

”I sidste ende skal beboerne jo vedtage planen på afdelingsmøderne i efteråret. Og det håber vi, de gør. Det vil give dem en huslejestigning på 1,6-2 % om året, alt efter hvor de bor. Men det gør jo ikke så ondt som at vente 10 år og så få en huslejestigning på 16-20 %,” konstaterer Katja.

Se Boligforeningen 3B’s korte, forklarende video om henlæggelser

Seneste nyt

Andre læste også