DemokratiBoligpolitikFortsat fokus på ulovlig fremleje

Fortsat fokus på ulovlig fremleje

Siden 2019 har KAB kørt en særlig indsats mod ulovlig fremleje i boligafdelingerne. Det har givet gode resultater

”Det kræver en stor indsats – også fra beboernes side. Men vi blev ved, vi ville ikke give op. Og det har hjulpet.”

Ordene kommer fra Marianne Salomonsen, formand for Boligselskabet Friheden i Hvidovre. I Friheden lykkedes det efter en stor, fælles indsats at få to beboere, der i flere år har haft fast bopæl i udlandet og fremlejet deres boliger ulovligt, til at fraflytte.

Her er der en tyk streg under ’fælles indsats’, for det kræver samarbejde og tålmodighed, hvis man vil de ulovlige fremlejer til livs. KAB kan ikke gøre det alene.

Læs også: ”KAB sætter fokus på ulovlig fremleje”

Høje krav til dokumentation

Det er teamchef Pia Karulf fra KAB’s juridiske team, der har ansvaret for sagerne om ulovlig fremleje. Hun understreger, at beboerne spiller en vigtig rolle.

”Der sættes rigtigt, rigtigt høje krav til dokumentation, hvis vi skal vinde en sag om ulovlig fremleje i boligretten. Derfor er beboere og lokale driftsmedarbejdere vigtige medspillere. De kan følge med i, hvem der kommer og går, og se, hvad der står på postkassen,” forklarer Pia Karulf.

Men af de ca. 400 sager om ulovlig fremleje, KAB førte i 2020 (mod ca. 200 sager i 2018), har det ikke hver gang været nødvendigt at køre sagerne helt til boligretten.

Bissen skrues på

I forbindelse med det øgede fokus på problemet har KAB valgt at skrue lidt op for den hårde tone.

”Vi kører hårdt på, når vi får en begrundet mistanke om ulovlig fremleje, og forklarer beboerne meget tydeligt, hvilke konsekvenser det kan få – hvad enten det er hele eller dele af boligen, der fremlejes ulovligt. Det har fået flere til at efterleve vores påtaler og opgive det, inden vi når i retten, ” fortæller Pia Karulf.

Hun understreger, at der er tale om en mindre ’hård kerne’ af beboere, der vælger at benytte ulovlig fremleje som en måde at tjene penge på, og at der langt fra altid er tale om bevidst snyd.


Det er jo ikke ulovligt at lade en kæreste flytte ind og blive en del af en fælles husstand

– Pia Karulf, teamleder i KAB’s jurateam

Ikke altid ulovligt

Ganske ofte er beboerne ikke klar over, at det er ulovligt at fremleje uden tilladelse og sørger for at få bragt orden i forholdet, når de bliver gjort opmærksomme på det.

Der er også tilfælde, hvor forholdet slet ikke er ulovligt, og der er en god grund til, at der pludseligt kommer andre mennesker i opgangen, end der plejer.

”Det er jo ikke ulovligt at lade en kæreste flytte ind og blive en del af en fælles husstand – hvis bare man overholder reglerne for det maksimale antal beboere pr. rum. Man kan også være ude at rejse, mens en ven passer blomster,” konstaterer Pia Karulf.

KAB fastholder dog det skarpe fokus på ulovlig fremleje og forventer, det også i fremtiden vil give gode resultater, understreger teamchefen.

Boliger til ventelisten

I Friheden er Marianne Salomonsen tilfreds med indsatsen og glad for, at de to beboere, der bor i udlandet, har opsagt deres boliger.

For ikke alene har naboerne været plaget af larm fra især den ene bolig – men der er også en anden grund til, at de kæmpede så ihærdigt i Friheden:

”Vi skal jo sikre boliger til de mange, der betaler for at stå på venteliste. Andet vil jo ikke være retfærdigt,” konstaterer formanden.

På KAB’s hjemmeside kan du læse om fremleje, del- og feriefremleje og boligbytte. Her kan du også hente folderen ’Sådan udlejer du din bolig lovligt’. 

Seneste nyt

Andre læste også