Projekt ’Intelligent energistyring i almene boliger’ gav kæmpe sidegevinst for beboerne i Grøndalsvænge Plejeboliger
Der er meget at holde styr på og mange systemer at lære at kende som lokalt driftsansat i en almen boligafdeling. Derfor skulle serviceleder Jan Droob heller ikke bruge mange minutter for at beslutte, om projektet ’Intelligent energistyring i almene boliger’ var noget for ham og hans kollega i Grøndalsvænge Plejeboliger.
”Jeg tænkte, det ville være godt og sprang på med det samme. Forhåbentligt kunne vi spare noget på den lange bange og samtidig lære noget – det er jo altid godt,” siger Jan Droob om det kursus hos HOFOR, der var inkluderet i projektet.
Spare, spare, spare
Målet med projektet er et fokus på at opdage fejl i varmekælderen, som giver unødige udgifter til varme og vand, og at de lokalt driftsansatte får nye redskaber til at drive varmecentralerne bedre.
”Jeg fik øjnene op for nogle steder, hvor vi kan spare noget på den lange bane. Og jeg synes, at vi nu generelt tænker anderledes med hele tiden at optimere varmen. I dag har vi ret meget dialog om optimering, så vi blandt andet får den rette mængde vand til de rigtige steder i huset, lyder det fra servicelederen, mens John Kepny-Rasmussen fra KAB’s Teknik-afdeling supplerer:
”Vi håber blandt andet, at de lokalt driftsansatte nu også vil begynde en dialog med beboere og afdelingsbestyrelser omkring god, energirigtig adfærd. Det er vigtigt, at driften hele tiden arbejder for et reduceret forbrug af varme og brugsvand.”
Vanvittig ventilation
På kurset fik Jan Droob en snak med en af HOFOR’s energirådgivere, Ditlev Lodberg Strand, der også skulle besøge Grøndalsvænge Plejeboliger som led i projektet. Jan Droob fortalte ham blandt andet om udfordringer med at sikre ens varme til alle beboere.
”Han kom med nogle vejledninger, som vi har brugt siden, og så opdagede han blandt andet, at ventilationssystemet i en af afdelingens 50 boliger kørte med en indblæsningstemperatur på 42 grader – det er jo helt skørt,” siger Jan Droob.
”Der var en lang liste at tage fat på, men blandt andet var fordelingen af varme helt skæv. Systemet fordelte varmen dårligt i plejeboligerne, og ventilationsanlægget var indreguleret helt forkert,” lyder der fra Ditlev Strand Lodberg.
Punkterne på den lange liste er ikke blevet krydset af så hurtigt, som Jan Droob havde tænkt sig, på grund af coronapandemien. Blandt andet havde nye komponenter fra Tyskland en lang leveringstid.
”Men vi knokler på med sagen, som vi snart er igennem. Vi er cirka 80 procent i mål i forhold til varmen i boligerne, siger Jan Droob.
Inden HOFOR’s besøg havde Jan Droob haft flere besøg af KAB Teknik’s John Kepny-Rasmussen i jagten på, hvorfor varmen var uens i boligerne.
”Vi har blandt andet arbejdet med at eliminere luft og snavs i anlægget og dokumenteret indregulering af ventiler i den enkelte bolig. Så vi havde allerede ryddet de første store sten af vejen, inden HOFOR’s besøg på ejendommen,” siger John Kepny-Rasmussen.
Bedre komfort til færre penge
Der er to gevinster at hente, når en energirådgiver kommer på besøg.
”Jeg forventer, at beboerne får en højere komfort, fordi varmen bliver fordelt bedre ved en rigtig temperatur. Beboerne vil kunne regulere varmen meget bedre i rummene. Og når de udnytter energien bedre, vil de også spare penge,” siger Ditlev Strand Lodberg.
John Kepny-Rasmussen fortæller, at alle lokalt driftsansatte kan tilmelde sig HOFOR’s tekniske akademi for vand og varme (pt. på pause pga. corona), men KAB har også egne kurser. Blandt andet kurser i varmeteknik og Energi- og ressourceambassadøruddannelsen. Hvis boligafdelingen har købt energi- og varmekonsulentydelse hos KAB, får boligafdelingen også besøg af en af KAB’s energirådgivere.
”Men hvis ejendommen ikke har tilkøbt energi- og varmekonsulentydelse fra KAB, kan besøg af energirådgiver fra forsyningsleverandøren – her HOFOR – være en god hjælp til de lokale driftsansvarlige,” siger John Kepny-Rasmussen.
Udover Grøndalsvænge Plejeboliger i AKB, København deltog Jagtvej, Karré 2 – ligeledes i AKB, København – og Valbyholm i Samvirkende Boligselskaber også i projekt ’Intelligent energistyring i almene boliger’. Projektet sker i samarbejde med almene boligselskaber, HOFOR og Københavns Kommune.