Liv Mellem HuseneÅbningsfest i Lykkebazaren

Åbningsfest i Lykkebazaren

En ny og bæredygtig nærgenbrugsstation er netop åbnet i Urbanplanen i Boligforeningen 3B. Her går reparationer hånd i hånd med socialt samvær

Rundvisning ved åbningsfesten i Lykkebazaren. Længst til højre Line Barfod, teknik- og miljøborgmester, og ved siden af Iris Gausbo, næstformand i Boligforeningen 3B, der begge var blandt dagens talere.

Den 5. april blev Urbanplanens nye nærgenbrugsstation, Lykkebazaren, indviet. Her er der, ud over muligheden for at kigge forbi og bytte gamle ting til nye, også lagt vægt på at arbejde med reparationer og upcycling af alt fra tøj og elektronik til plantekasser og cykler. I upcyclingen er der desuden planer om at inddrage beboere fra området, og på den måde give Lykkebazaren en social dimension.
”Lykkebazaren er ikke bare en genbrugsstation, det er også et ønske om og en mulighed, for at vi kan mødes med vores naboer på en rigtig god måde og i et socialt mødested. En hovedidé er at se, hvordan vi kan flytte forbehold i forhold til affaldssortering og genbrug, samtidigt med, at vi også har et fællesskab omkring det. God vind fremover, jeg glæder mig til at følge udviklingen,” sagde Iris Gausbo, som er næstformand i Boligforeningen 3B.

Jens Elmelund medbragte til Lykkebazaren et pibeskab, der havde stået hengemt på loftet en del år. Måske et lykkefund for den næste ejer?


Også Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, udtrykte stor begejstring:
”Jeg synes, at det er et fantastisk initiativ. Det er så godt, at vi giver et bidrag til den bæredygtige dagsorden. Det her handler om genbrug, men det handler også om, at vi sammen tager et ansvar for dem, som er kommet skævt ind på arbejdsmarkedet.”
De takkede begge for samarbejdet med Københavns Kommune.

En modvægt til brug-og-smid-væk-kulturen

Udviklingen af den nye genbrugsstation er sket i tæt samarbejde mellem Københavns Kommune, Boligforeningen 3B og den boligsociale helhedsplan Amagerplanen.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) glædede sig over, at man med den nye nærgenbrugsstation får kombineret en social beskæftigelsesindsats med klimaindsatsen og målsætningen om at tredoble genbruget i Københavns Kommune.
”En vigtig del af den grønne omstilling handler om, at vi skal væk fra brug og smid væk-kulturen. Det kommer vi i højere grad med nærgenbrugsstationer som Lykkebazaren, hvor de lokale beboere også er tænkt ind i projektet fra start. Samtidig glæder jeg mig over fokus på at inddrage mennesker på kanten af arbejdsmarkedet til driften af nærgenbrugsstationen i samarbejde med den boligsociale helhedsplan,” sagde Line Barfod.

Alle bidrag er velkomne

Det mest markante element i det mellemstore lokale i Lykkebazaren er et stort, selvbygget reolsystem, som deler rummet op og samtidigt har oceaner af plads til de genbrugsting, som skal udstilles og repareres. Alle besøgende har mulighed for at bidrage med ting, som måske kan leve videre mange år endnu med hjælp fra en kærlig hånd.
Simon Christopher Hansen er boligsocial medarbejder i helhedsplanen Amagerplanen, og er grøn projektleder. Han har været inde over alle dele af planlægningen i de sidste faser og var glad og træt efter åbningen.
”Vi håber, at det bliver et lokale med masser af liv, fordi folk også kommer forbi og får en kop kaffe. Vi har meget store forhåbninger til Lykkebazaren, og vi synes selv, at det er et megafedt projekt, som måske kan være starten på en helt ny måde at lave genbrug på i Danmark,” sagde Simon Christopher Hansen.

Har du fået lyst til at besøge Lykkebazaren?

Lykkebazaren har til huse på Urmagerstien 26, tæt ved Solvang Bibliotek.
Til at starte med vil Lykkebazaren holde åbent fire gange ugentligt: Tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 11-16 og lørdag klokken 14-16. Med tiden er det planen at holde åbent syv dage ugentligt.

Skrevet af, Vincent Byakika.

Seneste nyt

Andre læste også