
Til velfortjente klapsalver blev vinderne af KAB-Fællesskabets priser 2024 hyldet på scenen lørdag d. 26. oktober på Scandic Spectrum. I et stærkt felt skilte tre nominerede sig ud og fik overrakt diplomer, blomster og en præmie på 10.000 kr. af formand for KAB, Sophus Vørsing, for deres indsats.
Vinder af Bæredygtighedsprisen 2024 blev Foreningen Fælleshaverne Tingbjerg, for deres store arbejde med at skabe fælles nyttehaver i bydelen.
”Det er fantastisk at se, hvordan nyttehaverne er med til at bringe beboere sammen i Tingbjerg. Foreningen Fælleshaverne gør en forbilledlig indsats for at fremme både den klimamæssige og den sociale bæredygtighed i bydelen,” siger Sophus Vørsing, formand for KAB.
Fællesskabsprisen 2024

I år var der ekstraordinært mange gode indstillinger til Fællesskabsprisen. Derfor valgte juryen at uddele to af slagsen.
Den første gik til seniorbofællesskabet Rødkløveren, RKE Rødovre for deres særlige indsats for fællesskabets i afdelingen.
”Det gør mig rigtig glad, når jeg hører om livet i Rødkløveren. De yder en kæmpe indsats for fællesskabet, men de får også utroligt meget igen. Det giver tryghed og livsglæde, og det er med til at forebygge ensomhed. Det fortjener at blive anerkendt med Fællesskabsprisen 2024,” siger KAB’s formand.

Den anden vinder af Fællesskabsprisen 2024 blev Kaj Eliasen og Hanne Lentz-Nielsen, hhv. formand og næstformand i Lyngby Boligselskab, for deres store engagement i beboerdemokratiet gennem tilsammen 70 år.
”Ildsjæle som Kaj Eliasen og Hanne Lentz-Nielsen gør en kæmpe forskel i den almene verden. Jeg er fuld af beundring for deres arbejde gennem alle årene i Lyngby Boligselskab og værdsætter deres særlige indsats for medarbejderne i driften. Jeg ønsker dem stort tillykke med denne flotte anerkendelse,” siger Sophus Vørsing.