Af Maiken Kihlberg Nissen, NAB
I Farum Midtpunkt er der mange træer, og da afdelingen stod overfor at skulle udskifte nogle store plantekummer med flotte, gamle træer, var det ikke planen at genplante træerne hverken i området eller i de nye plantekummer, da træernes størrelse var en begrænsning.
Servicecenteret i Farum Midtpunkt vedligeholder og drifter flere afdelinger i Nordsjællands Almene Boligselskab (NAB), og servicemedarbejderne er derfor bekendt med forholdene i mange af de øvrige afdelinger. Det var da også den lokale serviceleder, Lee Brown, der kom på idéen om at genanvende træerne fra Farum Midtpunkt i Skovhusene (fra 2021), som ligger på den tidligere Flyvestation Værløse.
Genbrug strækker budgettet
I en nyere afdeling som Skovhusene er det begrænset, hvad der er af midler til beplantning af udeområderne, da selve byggeriet trækker det meste af budgettet. Det betyder også, at beplantning ofte er forbundet med, at afdelingen efter opstart skal afsætte yderligere økonomiske midler til beplantning af grønne områder, hvilket kan beløbe sig til ikke-ubetydelige poster.
Derfor faldt forslaget om overdragelse af træerne også i god jord hos beboerne i Skovhusene – ligeledes kunne beboerne i Farum Midtpunkt glæde sige over, at træerne
fik nyt liv i en anden afdeling samtidig med, at det bidrager til NAB’s fokus på bæredygtighed.
Idéen slår rødder
Nogle gange er der et stykke vej fra den gode idé til udførslen af den. Det var også tilfældet i denne sag, for 21 store, velvoksne træer flytter så absolut ikke sig selv, og samtidig skal det også overvejes, hvor de skal placeres i forhold til bebyggelsen og området.
”Jeg vendte idéen med det grønne udvalg i Skovhusene, som straks syntes om den. I samarbejde med en landskabsarkitekt fra KAB blev der udarbejdet en beplantningsplan, hvori de 21 træer blev indarbejdet,” fortæller Lee og fortsætter:
”Det betyder, at afdelingen i stedet for at skulle indkøbe 27 nye træer, nu kan nøjes med 6. Samtidig får de nogle træer, som har en størrelse, der ikke ville have været mulig at få, hvis afdelingen skulle have indkøbt dem selv.”
Hjælp fra en partner
For at træerne kunne trives så godt som muligt i deres nye hjem, blev det besluttet, at de
skulle flyttes med den jord, de allerede stod i. Logistikken i forhold til at få træerne flyttet
skulle på plads. Med et netværk bestående af folk, der er vant til at udføre såkaldt tungt
arbejde, gik Farum Midtpunkt i dialog med deres faste samarbejdspartner, betonfirmaet Christiansen & Essenbæk, som vederlagsfrit tilbød deres hjælp og en stor bil i den gode sags tjeneste og bæredygtighedens navn. Uden deres hjælp havde det ikke været muligt.
Endeligt rodfæste
Træerne står nu i de gamle plantekummer i deres nye afdeling, hvor de i løbet af året skal plantes ud. Der ligger derfor fortsat et stykke arbejde i at få gravet nogle store huller, så træerne kan blive sat i jorden. Indtil da kan de 21 flotte rødder stille og roligt vænne sig til deres nye omgivelser og naboskab.
Foto: NAB og Christiansen & Essenbæk