Som så mange andre steder i samfundet har KAB-Fællesskabet også ekstra opmærksomhed på at holde udgifterne nede. De høje energipriser og den voldsomme inflation kan mærkes – både hos beboerne, i driften og i administrationen i KAB-Huset.
Derfor skyder KAB nu en vinterkampagne i gang, fortæller vicedirektør Lone Skriver.
”Det har længe været et vigtigt fokus i driften, hvor vi gør en stor indsats for at holde udgifterne nede. Det handler i sidste ende om beboernes husleje, og derfor gør vi vores ypperste for at spare, hvor vi kan i den daglige drift.”
Sparetips til beboere
Et vigtigt ben i kampagnen er at klæde beboerne på til at spare på deres eget forbrug. For at hjælpe med det har KAB sendt en plakat med sparetips ud til de lokale ejendomskontorer med en opfordring om, at de bliver hængt op i opgangene.
”Vi vil rigtig gerne hjælpe beboerne med at spare på forbruget – og på den måde bidrage til, at så få som muligt kommer i økonomisk uføre. Samtidig er der også en balance i, hvor meget man kan spare på eksempelvis varmen, uden at det medfører skimmelsvamp, som er sundhedsskadeligt for beboerne og meget dyrt at få fjernet. Det er selvfølgelig vigtigt at få fortalt,” siger Lone Skriver.
Opmærksomhed på medarbejderne
Flere steder på de lokale ejendomskontorer og i KAB-Huset oplever medarbejdere at møde beboere, som er hårdt pressede på økonomien – og i nogle tilfælde desperate over udsigten til ikke at kunne betale huslejen.
En ulykkelig situation for beboeren og en svær oplevelse at håndtere for den enkelte medarbejder, som ikke har mulighed for at løse beboerens problemer.
”Vi er meget opmærksomme på, at medarbejderne kan komme til at stå i flere vanskelige situationer i de kommende måneder. Derfor har vi også udarbejdet en række gode råd til dem – ligesom vi også vil tilbyde et særligt kursus om svære samtaler til medarbejderne, så de er godt rustet til at lytte til beboerne,” forklarer Lone Skriver.
Tiltag i KAB-Huset
Ligesom i driften er der også i administrationen på Enghavevej gjort nye tiltag i bestræbelserne på at begrænse ekstraomkostningerne ved de høje energipriser.
Belysningen på fællesarealer inde og ude nedjusteres med 10 %, mens varmen nedjusteres med 6 %, hvilket svarer til ca. to grader.
Samtidig bliver der lavet en informationskampagne til medarbejderne i KAB-Huset, som sætter fokus på god, energivenlig adfærd i huset.
Vil du læse mere om baggrunden for kampagnen?
Finans- og Huslejechef i KAB, Mathias Lehto Løfgren, og Teamchef i Energiregnskaber i KAB, Peter Lysdahl, har skrevet om baggrunden for inflation og renteforhøjelser, samt energikrisen. Hent nedenstående dokumenter for at læse mere.