Udgangspunktet var ellers ikke det bedste for Frederiksborg Boligselskab, da en sammenlægning kom på tale. Det var nemlig på baggrund af en presset økonomi i boligselskabet, at det blev en realitet.
”Jeg var meget skeptisk til at begynde med. Det lægger jeg ikke skjul på. For ville vi som et lille boligselskab ikke bare blive spist af de store?” siger formand for Frederiksborg Boligselskab, Anette Fogh, om bekymringerne i starten, og hun fortsætter: ”Og så var vi selvfølgelig kede af hele situationen. Vi følte næsten, at vi havde gjort noget forkert, og det havde vi jo ikke. For årsagen til den dårlige økonomi var og er en byggesag, der løb af sporet – alt der kunne gå galt, gik galt – med en forurenet byggegrund, samarbejdspartnere, der gik konkurs osv. Det er årsagen til at vi blev nødt til at finde en løsning, som den vi er i gang med nu. Og så må jeg også sige, at jeg siden bare er blevet positivt overrasket, og er rigtig glad for samarbejdet og processen i dag.”
Selvom det måske ikke var et drømmescenarie, så er der trods alt sket en stor omvæltning på bare få måneder. Thomas Jensen, formand i Furesø Boligselskab, fortæller:
”Vi arbejder ikke bare godt sammen, vi har også erkendt, at vi faktisk er meget mere ens, end vi troede. At vi i Furesø er et større boligselskab og ikke var ”nødt” til at fusionere, gør, at vi har et ansvar for ikke at tromle processen igennem”.
Og det går godt med det ligeværdige samarbejde. Det kan Lone Skriver, vicedirektør i KAB, bekræfte:
”Vi har nogle erfaringer med fusioner og sammenlægninger i KAB, og desværre er alle ikke forløbet lige gnidningsfrit. Til gengæld har erfaringerne lært os, at vi herfra kan gøre meget for et godt resultat. Når vi bruger kræfter og tid på en god opstart og en proces, hvor alle bliver hørt, så bliver resultaterne også bedre. I det her tilfælde er det dog også vigtigt at understrege, at det faktisk helt fra start er boligselskaberne, der skal roses for en virkelig god indstilling til hinanden og det fremtidige fælles boligselskab”.
Samarbejdet har allerede båret frugt. Navne- og logoprocessen er i fuld gang, og på baggrund af møder og workshops har den nye fælles bestyrelse allerede defineret fire værdier, nemlig: Ordentlighed, Pålidelighed, Samarbejde og Bæredygtighed.
Som Thomas Jensen siger:
”Det har været sjovt at finde ud af, hvor ens vi ser på det hele. Ikke fordi at enighed er et mål i sig selv, men det er meget godt, at vi har et rart rum at være i”.
En af de ting, de ser helt ens på, er, at samarbejdet ikke må koste for medarbejderne.
”Vi har holdt fællesmøde med driften og det er meget positivt at de to kundechefer kan rigtig godt sammen. Derudover var det vigtigt for mig at fortælle, at alle medarbejdere i forbindelse med fusionen bevarer deres job og arbejder, der hvor de plejer,” siger Anette Fogh. Og Thomas Jensen er helt enig og tilføjer:
”Nu hvor det begynder at blive mere konkret, bliver det måske også lidt sværere. For snart skal der tages hul på en ny bestyrelsessammensætning, og det kan godt blive lidt af en stoleleg – der skal faciliteres meget fornuftigt. Vi har ikke fastsat, hvor stor bestyrelsen skal være, men det giver sig selv, at den nok ikke kan være helt så stor som nu. Som jeg sagde til fællesmødet med alle medarbejdere er der selvfølgelig besparelsespotentiale i at indskrænke bestyrelsen. De største besparelsespotentialer ser jeg dog på indkøb og maskinpark, når nu vi bliver større”.
Begge er de enige om, at når alt kommer til alt, gælder det om at sørge for, at her er plads til alle slags beboere og samtidig skabe de bedste rammer for gode liv fra vugge til grav. Og der kan størrelsen vise sig at være en gevinst i fremtiden. ”Det der er vigtigt for mig nu er, at vi bliver større, og at vi løfter i flok,” afslutter Anette.