ByggeriNybyggeriByggeri på Østerbro opkaldes efter Morten Grunwald

Byggeri på Østerbro opkaldes efter Morten Grunwald

Grunwalds Have er navnet på et nyt svanemærket bolig- og teaterbyggeri ved Østre Gasværk Teater. Navnet refererer til Morten Grunwald, som var teatrets første direktør

Første spadestik for Grunwalds Have

Mandag den 13. juni 2022 var der første spadestik til Grunwalds Have. Et byggeri som består af 56 almene ungdomsboliger, 167 private ungdomsboliger og en ny øvesal til Østre Gasværk Teater. Projektet involverer tre forskellige bygherrer: Boligselskabet AKB, København, AP Pension og Østre Gasværk Teater.

Byggeriet har været undervejs i over 10 år, men nu er tiden endelig kommet til at sætte spaderne i jorden. Seks spader helt præcist – for i dag er der også besøg fra politisk side. Både Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, og den nye indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen, er mødt op for at støtte projektet.

Ministerdebut

Christian Rabjerg Madsen
Christian Rabjerg Madsen, indenrigs- og boligminister

Christian Rabjerg Madsen er første taler. Han indleder med en joke om, at man ikke skal invitere to politikere, hvis taletiden er knap. Der er kun afsat 5 minutters taletid per person, da ministeren skal videre til et nyt arrangement bagefter.

Han fortæller, at det er hans første spadestik, og at han er glad for, at ”debutere” på så spændende et byggeri. Ministeren afleverer sine budskaber kort og præcist, og fremhæver at Grunwalds Have, som har både almene og private boliger, er med til at skabe en blandet by på tværs af sociale klasser.

Historiens arv

Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København

Den blandede by er en vending, der går igen flere gange under talerne. Det samme er navnet Morten Grunwald, som byggeriet er opkaldt efter. Sophie Hæstorp Andersen påpeger, at Morten Grunwald var med i 14 Olsen Banden film, og at han var en stor kulturbærer. Hun siger:

“Det Morten gjorde, var at fylde kultur ind i gamle industribygninger. Navnet Grunwalds Have er til ære for ham. Det er vigtigt, at vi sikrer byens sjæl, og at historien ikke går tabt.” Hun fortsætter:

”København skal være en by for alle, og vi mangler i høj grad boliger, der er til at betale for de unge.
Vi ser alt for mange steder grotesk høje huslejer, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu får almene ungdomsboliger i hjertet af Østerbro.”

Bjørn Petersen, formand for Boligselskabet AKB, København

Betalbare boliger

Bjørn Petersen, formand for Boligselskabet AKB, København, fremhæver også de almene ungdomsboliger i sin tale. Han lægger vægt på, at der nu kommer flere boliger i København, som de unge har råd til at bo i – også dem med lav betalingsevne. Derudover fremhæver han indretningen af boligerne med karnapper og adgangen til fælleslokale, tagterrasser og vaskeri som kvaliteter i byggeriet.



Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme, supplerer:

”Vi har ikke bygget med AKB, København før, men det glæder vi os til. De unge, der skal bo her, kan godt begynde at glæde sig. Det er en fantastisk beliggenhed med kultur og sportsfaciliteter lige om hjørnet, og så ligger Grunwalds Have på kanten af det nye og gamle Østerbro.”

Første spadestik i Grunwalds Have
Forrest i billedet: Bo Anders Olesen, formand for NRE Group

Skidegodt, Egon!

Bo Anders Olesen, formand for NRE Group, er sidste mand på podiet. Han konstaterer kort, at tiden er overskredet, og at hans talepapir derfor bliver i inderlommen. Med ordene ”Skidegodt, Egon!” beder han alle om at gå ud af teltet og gøre klar ved spaderne.

Det er ikke muligt at skrive sig op til boligerne endnu. Boligsøgende kan følge med i byggeriet af de almene ungdomsboliger via dette link. https://www.kab-bolig.dk/boligsoegende/boliger-paa-vej/grunwalds-have

Der er forventet indflytning i sommeren 2024.

Fakta: Byggeriets parter

Bygherrer: Boligselskabet AKB, København, AP Pension og Østre Gasværk Teater
Totalentreprenør: NRE Group
Ingeniør: MOE Artelia Group
Arkitekt: KHR Architecture

Visualisering af Grunwalds Have
Grunwalds Have opføres i en hesteskoform. De almene ungdomsboliger er placeret i den forreste længe og bliver på ca. 50 m2. Den lave skrå bygning længst til venstre er Østre Gasværk Teaters nye øvesal.

Seneste nyt

Andre læste også