UncategorizedStor forskel på varmeregningerne i KAB-Fællesskabet

Stor forskel på varmeregningerne i KAB-Fællesskabet

Mens hele KAB-Fællesskabet bliver ramt af højere elpriser, kan der være stor variation i størrelsen på varmeregningen – afhængigt af hvor man bor

Manges øjne er i disse tider rettet mod energipriserne. Gennem det seneste år er de steget massivt, og sammenholdt med den høje inflation på blandt andet dagligvarer bliver økonomien presset i mange danske hjem. Det gælder også i KAB-Fællesskabet. Størrelsen på ekstraregningerne er dog meget forskellig alt efter, hvor i landet ens bolig ligger.

Hovedparten af lejemålene hos boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet er placeret i hovedstadsområdet, og set fra et energiperspektiv i den nuværende situation er det yderst heldigt. Her bliver prisstigningerne nemlig mere overkommelige end mange andre steder i landet, forklarer Peter Lysdahl, teamchef i Energiregnskaber i KAB.

”Næsten alle beboere i lejlighedsbyggeri i hovedstadsområdet får deres varme gennem HOFOR, som primært bruger biobrændsel og affald som energikilde til fjernvarme og el, og derfor vil der, som det ser ud nu, ikke være udsigt til prisstigninger på varmedelen. Elpriserne vil dog stige, men på bundlinjen slår det ikke ud i samme grad som varmepriserne,” siger Peter Lysdahl.

Stor stigning i vente for nogle beboere

Mens beboere i og omkring København altså ser ud til at blive skånet for ekstraordinært store varmeregninger, forholder det sig anderledes andre steder. Omkring 5.000 lejemål i KAB-Fællesskabet har ifølge Peter Lysdahl det, han kalder ”dyr varme”.

Det gælder blandt andet Furesø Boligselskab. Her kan en familie med en fjernvarmeregning på 5.000 kr. i 2021 se frem til en forhøjelse til 13.500 kr. i 2023, som tallene ser ud i dag. Grunden til, at fjernvarmepriserne stiger markant i Furesø sammenlignet med København er, at der i Furesø anvendes gas og el som energikilde til fjernvarmen.

Endnu værre ser det ud i afdelinger, hvor der anvendes gas som direkte varmekilde. Her kan en familie, der havde en varmeudgift på 5.000 kr. i 2021, forvente, at den stiger til 19.500 kr. i 2023.

”Det er jo en voldsom stigning, som nogle kigger ind i, og derfor forsøger vi også at hjælpe beboerne ved at justere deres acontobeløb, så de ikke ender med en kæmpe ekstraregning, som de ikke havde set komme. Vi følger hele tiden udviklingen, og flere steder regulerede vi allerede i foråret. Desværre er priserne steget yderligere siden, så i oktober vil vi igen gennemgå alle de udsatte afdelinger og lave en ny regulering, som for nogle vil være meget høj,” siger Peter Lysdahl.

Stadig uklarhed om politisk tiltag

På baggrund af de stigende priser i samfundet blev der fredag den 23. september indgået en bred politisk aftale om vinterhjælp til danskerne. En aftale som blandt andet indeholder en såkaldt indefrysningsordning, der betyder, at den del af el- og gasregningen, som overstiger prisen fra 4. kvartal i 2021, kan indefryses og senere afdrages over en fireårig periode. 

Vi har en stor bekymring for de beboere, der får store ekstraregninger.

Jens Elmelund, adm. direktør i KAB

Det er dog fortsat uklart, hvordan en sådan aftale skal administreres for beboere i almene boliger, hvor det er boligorganisationen, som er kunde hos et energiselskab – og ikke den enkelte beboer.

I den situation skal boligorganisationen som udgangspunkt tage stilling til, om den vil indgå en indefrysningsaftale med energiselskabet. Den aftale vil inkludere samtlige beboere. Boligorganisationen skal også stå for administrationen af afdragsordningen for alle beboerne, og det kan blive en besværlig og ressourcekrævende øvelse. Adm. direktør i KAB, Jens Elmelund, håber på en mere smidig løsning for den almene sektor.

”Vi har en stor bekymring for de beboere, der får store ekstraregninger. Det presser rigtig mange – især når vi samtidig oplever så voldsom inflation i samfundet i øvrigt. Derfor er jeg glad for, at politikerne er kommet med en pakke, der kan gøre det muligt for flere at komme igennem den kommende tid. Nu skal vi bare have nogle redskaber, der gør ordningen simpel og håndterbar for den almene sektor og beboerne,” siger Jens Elmelund.

BL – Danmarks Almene Boliger arbejder på at få klarlagt indholdet i den politiske aftale og skabe løsninger, der gør det nemt for almene boligorganisationer at administrere de nye ordninger. 

Gode råd til at spare

kab-bolig.dk har vi samlet en række gode råd til, hvordan man kan spare på el, vand og varme.

Seneste nyt

Andre læste også