KAB skal være med til at realisere godt 200 almene boliger på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn i et udviklingsprojekt baseret på variation i arkitektur og boligtyper
KAB har indgået en aftale med By & Havn og PFA om at være almen samarbejdspartner i udviklingsprojektet for Stejlepladsen i Københavns Sydhavn. Det samlede projekt omfatter 920 boliger, hvoraf 200 efter planen bliver almene boliger.
”KAB kan som almen samarbejdspartner gøre vores for, at Sydhavnen får nogle spændende, betalige og bæredygtige boliger, som er blevet til i samarbejde med de kommende beboere. Vi vil samtidig lægge stor vægt på, at det bliver et byggeri, der skaber rammer for gode og trygge naboskaber, og hvor det nye og gamle Sydhavn kan mødes til fælles glæde,” siger Jens Elmelund, adm. direktør i KAB.
Blandede ejer- og boformer
Udviklingsprojektet er et blandet og mangfoldigt byggeri af rækkehuse og åbne klyngebebyggelser. Som en del af det almene byggeri er der planer om at opføre 22 rækkehuse efter et nyskabende medbyg-koncept, hvor de kommende lejere vil blive involveret i byggeprocessen.
Igangsættelsen af byggeriet på Stejlepladsen afventer en godkendt lokalplan og miljøvurdering. Udviklingsprojektet forventes at blive udført i tre etaper over de kommende syv år.