UncategorizedSpar tid og penge – vis referater i Mit KAB

Spar tid og penge – vis referater i Mit KAB

Alle afdelingsbestyrelser skal ifølge lovgivningen sikre, at referater er tilgængelige for beboerne. KAB tilbyder nu, at I kan gøre det digitalt

Som afdelingsbestyrelse er I forpligtet til at sikre, at dagsordener til og referater fra møder i bestyrelsen er tilgængelige for afdelingens beboerne. Det er forskelligt, hvordan afdelingerne har håndteret det, og en af mulighederne er at printe og omdele. Det er imidlertid både dyrt for jer og belastende for miljøet.

Hurtigere, billigere og mere bæredygtigt

Boligorganisationerne og KAB ønsker at sætte et positivt præg på klimaet, der samtidig understøtter en bæredygtig balance ved at reducere de økonomiske udgifter. KAB´s kommunikationsudvalg har derfor fundet en mere bæredygtig løsning: Vi har taget initiativ til at sikre en digital tilgængelighed. Det betyder, at afdelingens beboere kan se både referater og dagsordener fra afdelingsbestyrelsesmøderne i ’Mit KAB’ – hvis afdelingsbestyrelsen ønsker det.

På ’Mit KAB’ kan beboere og boligsøgende logge ind på deres personlige profil – læs mere om det her

Find skabelonen på hjemmesiden

For at sikre at persondataloven overholdes, er der udarbejdet en skabelon til referaterne, som afdelingsbestyrelsen skal bruge, hvis de ønsker, at referaterne skal være tilgængelige for beboerne i ’Mit KAB’.

Skabelonen kan hentes i bestyrelsesmappen på KAB’s hjemmeside under ’Blanketter’ – ’Afdelingsbestyrelsesmøde referatskabelon’.

Samtidig er der udarbejdet en beskrivelse af processen til de administrative medarbejdere på ejendomskontorerne og i administrationen. De vil sørge for at publicere referatet i ’Mit KAB’ til afdelingens beboere, når de har modtaget det fra afdelingsbestyrelsen. Når referatet er publiceret i Mit KAB, er det også tilgængeligt for beboerne via appen Mig og Min Bolig.

Det er jeres beslutning

Hvis I ønsker at offentliggøre dagsordener og referater på denne måde, er det en beslutning I kan træffe i afdelingsbestyrelsen. Beslutter I jer for det, kan I få hjælp til det praktiske ved at henvende jer i kundecenteret eller på jeres ejendomskontor. Har I spørgsmål, er I velkomne til at kontakte kundesekretariatschef Trine Sander, trisa@kab-bolig.dk.

Seneste nyt

Andre læste også