ByggeriRejsegilde for 120 ældreboliger i Tingbjerg

Rejsegilde for 120 ældreboliger i Tingbjerg

En ny milepæl for Eilersmindes Plejehjem er nået. Den 20. februar holdt Samvirkende Boligselskaber (SAB) rejsegilde for det imødesete byggeri

Glæden skinnede tydeligt igennem, da byudviklingschef og leder af bydelsforeningen Tingbjerg, Lene Vennits, kunne byde velkommen til rejsegilde i de lokaler, som inden længe kommer til at huse mere end 100 ældre borgere.

Lene Vennits var første taler ved rejsegildet.

”Jeg er så glad for at se jer alle sammen i dag. Vi står i det, der bliver et fantastisk plejehjem for beboerne, og som passer perfekt ind i den udvikling, vi er i gang med i Tingbjerg. Der bliver skabt liv, arbejdspladser og ikke mindst et nyt, dejligt hjem for rigtig mange mennesker,” lød det fra Lene Vennits.

Plejehjemmet kommer til at indeholde 120 ældreboliger og tilhørende servicearealer. Boligerne bliver 1- og 2-rums plejeboliger, der varierer i størrelse fra 56-77 brutto m². Udover boligerne består plejehjemmet af et stort produktionskøkken, administration, aktivitetslokale samt butikslejemål i stueetagen.

Konkurs har forsinket byggeriet

Der har været bump på vejen i tilblivelsen af Eilermindes Plejehjem. I sommeren 2022 blev byggeriet sat midlertidigt i stå grundet konkurs hos den daværende entreprenør. Men et stærkt samarbejde mellem de involverede aktører har sikret, at byggeriet alligevel forventes at stå færdigt og klar til indflytning i starten af 2024.

Traditionen tro blev der serveret lidt godt til ganen efter talerne.

”Det har til tider set svært ud, men så meget desto større er glæden også i dag, hvor vi er samlet til rejsegilde. Jeg vil gerne takke Innovater, Wissenberg, Erik Arkitekter og Rambøll for et godt samarbejde hele vejen igennem. Og selvfølgelig en stor tak til alle jer dygtige håndværkere, som bygger Eilersminde,” sagde Bjørn Olsen fra SAB’s organisationsbestyrelse.

Brug for hver en bolig

Også sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling, deltog ved fejringen i Tingbjerg. Hun lagde ikke skjul på betydningen af, at der bliver bygget nye, gode plejeboliger i hovedstaden.

”Vi får brug for hver og en, for allerede i 2030 er der 50 % flere ældre over 80 år i København. Derfor er det så vigtigt, at vi får bygget flere og mere tidssvarende ældreboliger i vores by. Eilersminde bliver et moderne og trygt plejehjem. Tæt på dejlig natur med mose og vold. Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe succes,” sagde Sisse Marie Welling.

Det nye plejehjem bliver opkaldt efter den visionære og verdenskendte, danske arkitekt, Steen Eiler Rasmussen, der er i idémanden bag Tingbjerg.

Fakta:

Bygherre: Samvirkende Boligselskaber

Byggeforretningsfører: KAB

Bygherrerådgiver: Wissenberg A/S

Delegeret bygherre: Innovater Plejehjem Ruten A/S

Arkitekter: ERIK Arkitekter

Ingeniører: Rambøll

Seneste nyt

Andre læste også