DemokratiBoligpolitikOverborgmester besøger 3B’s skæve boliger

Overborgmester besøger 3B’s skæve boliger

Sophie Hæstorp Andersen lagde på sin første arbejdsdag vejen forbi Boligforeningen 3B’s bebyggelse til hjemløse på Hulgårdsvej

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen fik bl.a. et indblik i de sociale viceværters arbejde for beboerne i de skæve boliger. Thomas Lindrod Petersen (th.) er tilknyttet boligerne på Hulgårdsvej, mens Rasmus Christensen (tv) er tilknyttet en afdeling med skæve boliger i Husum. 

Den 3. januar 2022 mødes en lille skare med paraplyer foran Boligforeningen 3B’s nybyggede skæve boliger på Hulgårdsvej. Blandt dem Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København, der prioriterer at tilbringe en del af sin første arbejdsdag udenfor rådhusmurene.

”Vi har stadig for mange hjemløse. 1450 er decideret hjemløse i København. Vi bliver nødt til at finde en vej til at få flere af denne type boliger og løfte arbejdet med at få dem bygget. Jeg tror ikke, der er andre end de almene, som løfter denne her opgave,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Boligforeningen 3B er en af de tre boligorganisationer i København, der bidrager med boliger målrettet hjemløse.

”Vi kan simpelthen ikke vende det blinde øje til de mange hjemløse. Som almen boligforening løfter vi en samfundsopgave, der blandt andet går ud på at tilbyde et hjem til alle. Også dem, der ikke hører til i de sociale grupper, som de fleste af vores øvrige beboere,” forklarer Steffen Morild, formand for Boligforeningen 3B, som desværre ikke kunne være med under overborgmesterens besøg.

Nu tilbage til Hulgårdsvej, hvor der opstår en mindre afbrydelse.

En snak i døråbningen.

Det er mig, der roder mest

En beboer kommer løbende over græsset på bare fødder og stikker frejdigt armen frem til overborgmesteren:

”Pænt goddag. Jeg er Jens. Det er mig, der roder mest,” siger han og lyser op i et venligt, delvist tandløst smil.

”Du må godt besøge mig.”

Sophie Hæstorp Andersen tager mod invitationen og får en snak med Jens i døråbningen. Udenfor ligger en sofa vendt på hovedet og affald fra julen. Jens ender selv med at konstatere, at der nok er for rodet indenfor til besøg i dag.

Afgørende at huslejen er lav

De 10 boliger på Hulgårdsvej ligger ved Grøndalscentret på en grund, kommunen stillede gratis til rådighed for boligselskabet.

”Ellers havde det ikke været muligt at opnå den lave husleje på 3.300 kr. om måneden. Netop en lav husleje er afgørende i de her boliger til hjemløse. De blev opført som en del af en entreprise på 34 skæve boliger for at opnå tilstrækkelig volumen i sagen,” forklarer Mikkel Warming, udviklingschef i Boligforeningen 3B.

Forsamlingen går en tur rundt om de to rækkehuslænger med hver 5 boliger. Boligerne er indrettet med et rum, bad og køkkenhjørne, i alt ca. 30 kvadratmeter. Derudover et fælleshus, som mangler at blive færdigindrettet.

”Vi hjælper, hvor vi kan – også med fx at opnå kontakt til deres familie igen.”

– Thomas Lindrod Petersen, social vicevært

Social vicevært

En social vicevært er tilknyttet boligerne og til stede i dagtimerne.

”Vi arbejder med at opbygge tillid og være synlige, så de kan se, at vi er her for at hjælpe. Vi samarbejder med alle de parter, som er nødvendige for at løse en udfordring, og vi hjælper, hvor vi kan – også med fx at opnå kontakt til deres familie igen,” forklarer Thomas Lindrod Petersen, social vicevært.

Social vicevært Rasmus Christensen (tv.) og udviklingschef Mikkel Warming viser rundt og forklarer om udfordringer i arbejdet i de skæve boliger

Samarbejde om hjælp

Mikkel Warming kan fortælle, at det erfaringsmæssigt er vigtigt at bygge bro til naboerne.

”Der er lidt højere til loftet i de her bebyggelser, og de er ikke altid de nemmeste naboer. Både her og i vores øvrige bebyggelser er det afgørende med et godt samarbejde med kommunen om den hjælp, de udsatte borgere har brug for,” understreger han.

Det er klaret op. Paraplyerne bliver slået sammen. Undervejs har Sophie Hæstorp Andersen lyttet og spurgt ind til, hvordan kommunen kan støtte op om arbejdet.

”Hvis vores by skal kunne rumme alle, skal vi også bygge flere boliger til de socialt udsatte. Og de skæve boliger rummer nogle vigtige fordele. Huslejen er til at betale, de er bygget i holdbare materialer og tilbyder et fællesskab,” konstaterer hun.

Det er boligorganisationer i KAB-Fællesskabet, der står bag alle de 65 (snart 77) såkaldte skæve boliger, der i øjeblikket er i København – Boligselskabet AKB, København, Samvirkende Boligselskaber og Boligforeningen 3B.

Seneste nyt

Andre læste også