UncategorizedMikkel Warming vil styrke den almene stemme i HOFOR

Mikkel Warming vil styrke den almene stemme i HOFOR

Næstformand i Boligselskabet AKB, København og udviklingschef i Boligforeningen 3B, Mikkel Warming, stiller op til bestyrelsen for lokale HOFOR vand- og spildevandsselskaber

Hvordan skal man i fremtiden sikre rent drikkevand i hovedstadsområdet? Og hvordan skaber man grøn omstilling, uden det rammer forbrugerne på pengepungen?

Det er nogle af de spørgsmål, som bliver drøftet i HOFOR, og som vil få stor betydning for borgerne i hovedstadsområdet i de kommende år. Derfor har Mikkel Warming besluttet at stille op som forbrugerrepræsentant til bestyrelsen for lokale HOFOR vand- og spildevandsselskaber.

Warming har opbakning fra Boligselskabet AKB, København – og fra KAB-Fællesskabet, efter forvaltningsudvalget den 7. marts bakkede op om hans kandidatur på vegne af hele fællesskabet.

”Jeg stiller op, fordi jeg vil sikre, at vi får de almene interesser repræsenteret ved bordet. Jeg er selv almen beboer, og gennem mit virke i AKB, København og jobbet i 3B har jeg stor erfaring med blandt andet grøn omstilling, vandbesparelser og opsamling af regnvand,” fortæller Mikkel Warming og fortsætter:

”Bæredygtighed står øverst på dagsordenen, og jeg vil sætte yderligere skub på den grønne omstilling – med fokus på både de klimamæssige og ikke mindst de sociale aspekter. Forsyningen skal blive grønnere, uden det rammer vores beboere hårdt.”

Til gavn for hele KAB-Fællesskabet

HOFOR står for vandforsyningen og for at lede spilde- og regnvand væk i otte kommuner: Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.

Samme geografiske område som er hjemsted for størstedelen af boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet. Og Mikkel Warming er ikke i tvivl om, at en bestyrelsespost vil være til gavn for en bred vifte af afdelings- og organisationsbestyrelser – og i sidste ende beboerne.

”Hvis jeg bliver valgt, vil jeg stå til rådighed for hele KAB-Fællesskabet, hvis nogle vil drøfte og diskutere HOFOR og forsyning. Jeg stiller ikke op for kun at udvikle HOFOR, men lige så meget for at hjælpe og betjene KAB-Fællesskabet den anden vej. Samtidig vil en bestyrelsespost også være en platform til at blande sig, når det gælder andre dele af HOFOR’s forsyningsvirksomhed – såsom fjernvarme og bygas i København,” siger Mikkel Warming.

Afstemningen er åben for forbrugere i de otte ovennævnte kommuner, og det er muligt at stemme frem til den 4. april via HOFOR’s hjemmeside.

Med til bestyrelsesposten i HOFOR’s vand- og spildevandsselskaber følger et årligt honorar på 100.000 kr.

Læs mere om retningslinjer og kodeks for valg til eksterne poster i KAB og KAB-Fællesskabet her.

Seneste nyt

Andre læste også