Kamelens ryg er ved at knække

”Vi skal ikke have flere utilstrækkelige lappeløsninger. Vi kan ikke løfte mere; kamelens ryg er ved at knække,” konstaterer Flemming Olsen, formand for Øbrohus på Østerbro med henvisning til forhandlingerne om den nye anvisningsaftale, der er i gang mellem boligorganisationerne i København (BL 1. kreds) på den ene side og Københavns Kommune på den anden.

”Som beboervalgte er vores mandat at beskytte vores beboere og sikre, at der er god ro og orden i afdelingen. Det betyder i Øbrohus, at vi ikke vil modtage flere anviste borgere, der ikke er bo-parate. De skal have andre og egnede botilbud udenfor den almene sektor,” fortsætter han.

Frontløberen

Flemming er klar i mælet: Grænsen for, hvad boligafdelingen kan bære, er nået. Men inden han uddyber det, vil han dog understrege, at beboerne i Øbrohus slet ikke er usolidariske. Tværtimod.

”Øbrohus er en frontløber. I mange år har vi arbejdet målrettet med ressourcesvage grupper og leveret en perlerække af projekter indenfor både social-, økonomisk- og naturmæssig bæredygtighed. Så jeg vil gerne understrege, at jeg ikke anser såkaldte ressourcesvage beboere som et problem. Men alle beboere skal have en basal evne til at ville og kunne bo med naboer og overholde en husorden,” forklarer Flemming, der har boet i Øbrohus størstedelen af sit liv og været formand i 17 år.

Rammevilkårene er forkerte

Flemming holder meget af at bo i Øbrohus. Ikke mindst pga. de mange sociale aktiviteter og venskaber på tværs. Derfor ønsker han at passe på stedet og sige det, som få tør sige, tydeligt.

”Rammevilkårene er simpelthen forkerte. Det er ikke rimeligt, at de almene boliger, der udgør 20 % af boligerne på landsplan, alene skal løfte det samfundsproblem, som kriminelle, misbrugere og borgere med svær psykisk sygdom udgør. De findes i alle familier, så hele samfundet må bidrage til løsningen – andelsejere, private udlejere og ejere,” siger Flemming og fortsætter:

”De almene boligafdelinger gøres i stigende grad til institutioner, i takt med at man – for at spare – har nedlagt botilbud, institutioner og psykiatriske sengepladser. Jo flere ikke-bo-parate borgere man putter over i de almene boligafdelinger, jo flere ’almindelige’ beboere flytter. Der skal være plads til alle, men der skal være en sund balance,” mener Flemming og fortsætter:

”Det er der ikke nu. Beboerdata dokumenterer, at antallet af udfordrede borgere i visse afdelinger akkumulerer. Vi kan ikke hjælpe de svage, hvis antallet bliver ved med at stige. Det skal stoppe nu. Man har i årevis lagt gift for den solidaritet, der var det almene DNA. Anvisningsprocenten skal ned.”

Tallene herover er blevet rettet den 14. april.

Den måde, der anvises på nu, har store omkostninger for en boligafdeling som Øbrohus. Både socialt og økonomisk.

Boksen og prisen

Flemming bærer på en lille sort boks i lommen. En overfaldsalarm. Han skal vidne i endnu en alvorlig sag. Denne gang mod en tidligere voldsdømt beboer.

Og den sag er ikke enestående. Flemming nævner i flæng dødstrusler, hærværk, bevidst påførte vandskader, chikane, tyverier, nedkastning af møbler fra 4. sal, en beboer, der jagter ’fjender’ med økse, trusler mod personalet, masseslagsmål med golfkøller og handel med narkotika. Alle sager drejer sig om kommunalt anviste borgere.

Den type af sager gør selvfølgelig andre beboere utrygge, og personalet brugte i 2022 over 600 timer på at håndtere blot 6 af sagerne. Derudover er de økonomisk tunge for afdelingen, der regner med, at 1 af sagerne fra 2022 kommer til at koste dem en halv mio. kr.  

Når det er sagt, understreger Flemming, at langt fra alle anviste beboere opfører sig sådan. Derfor er formanden heller ikke principielt modstander af kommunal anvisning. Men den skal være lavere procentuelt, ske med omtanke, og kommunen skal kun anvise borgere med boevne.

Lappeløsninger. Det løser ikke det grundlæggende problem. Mange af de anviste beboere er slet ikke bo-parate

Definitionen på vanvid

Kommunens tilbud om bostøtte til de særligt udsatte, ser Flemming ikke som en reel hjælp.

”Lappeløsninger. Det løser ikke det grundlæggende problem. Mange af de anviste beboere er slet ikke bo-parate,” konstaterer han.

Og bostøtten er et frivilligt tilbud.

”Vi oplever alt for tit, at beboere afviser bostøtten. Og så kan den almindelige nabo ende med fx PTSD, for fru Jensen er ikke uddannet til i årevis at agere psykiatrisk skadestue.”

Der er ifølge Flemming brug for helt nye metoder, og han bruger et kendt ordsprog for at illustrere det:

”Definitionen på vanvid er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.”

Kreds 1: Ønske om bedre bostøtte

BL’s 1. kreds forhandler med Københavns kommune om en ny fireårig anvisningsaftale, og man kan endnu ikke tale om bred enighed mellem parterne.

”For boligorganisationerne i København er det afgørende, at vi fortsat har velfungerende boligafdelinger, og at det ikke er afdelinger og områder, der ’knækker’ over. Selvfølgelig skal vi løfte det sociale ansvar, det er at huse mennesker, der har brug for en bolig via boligsocial anvisning. I København leverer vi hver tredje almene bolig til kommunal anvisning. Men vi er nødt til at sikre, at der er tilstrækkelig bostøtte. Og gennem mange år har vi oplevet, at den støtte slet, slet ikke er tilstrækkelig,” siger Camilla Hegnsborg, der er formand for BL’s 1. kreds og fortsætter:

”Og så er vi er nødt til at sprede anvisningen ud fra aktuelle data om socioøkonomi og viden om den hidtidige anvisning, så vi ikke samler for mange sårbare i samme afdeling. Her har vi en række bekymringspunkter, som vi har bragt ind i forhandlingerne.”

Forhandlingen om anvisningsretten kan ifølge Flemming Olsen ende flere steder. Men det eneste sted, det ikke kan ende, er i status quo. Byrderne skal fordeles mere solidarisk, og i hele samfundet.