KAB’s Sara Berg skal tale om signaturprojektet Vild Med Vilje på konferencen Build for Biodiversity i begyndelsen af juni
Det er tid til at lukke naturen ind ad byportene!
Med det udgangspunkt bliver dørene slået op til konferencen Build for Biodiversity den 3. og 4. juni. Her mødes byggebranchen, politikere og biologer for at komme med bud på, hvordan man kan lukke biodiversitet ind i nybyggeri, anlæg, drift, renovering og omdannelse af det bebyggede miljø.
Udover miljøminister Lea Wermelin taler Sara Berg, specialkonsulent i KAB og tovholder på KAB’s Vild Med Vilje-indsats, også på Build for Biodiversity.
”Jeg skal tale om KAB’s signaturprojekt Vild Med Vilje, og hvordan vi arbejder for at gøre det let for boligafdelingerne at øge biodiversiteten på de grønne fællesarealer. Jeg vil fortælle om nogle af de erfaringer, vi har fået fra projektet indtil nu. Både i forhold til hvad der motiverer beboere og ansatte til at være med, hvad der bliver efterspurgt, hvilke fordomme vi oplever, hvad der fungerer, hvad der er svært, og hvad vi drømmer om at gøre,” siger Sara Berg.
”Jeg håber, deltagerne kan bruge KAB’s erfaringer til at skyde genvej til målet i deres egne projekter, uanset hvilke skala eller hvilket abstraktionsniveau de arbejder på.”
Bryd med ’plejer’
Erfaringer og de gode eksempler er nogle af hovedingredienserne på konferencen, men arrangørerne håber også kunne ændre den politiske vilje og de nuværende rammebetingelser, der er stukket ud fra Christiansborg. Derfor er Venstres boligordfører, Heidi Bank, også at finde på scenen under konferencen, der holdes i Charlottehaven på Østerbro.
”Jeg tror, den største udfordring for at skabe mere biodiversitet i byen er ’plejer’. Hvordan det plejer at se ud, hvordan vi plejer at drifte, hvad vi plejer at bruge penge på, hvilke maskiner vi plejer at købe, hvilke planter vi plejer at dyrke. Min oplevelse er, at de fleste faktisk gerne vil se og støtte mere urban biodiversitet, men at der er en masse andre ting der liiiige skal gøres først, før man kan overskue at bryde med ’plejer’,” siger Sara Berg.