Skrevet af Anette Hertz.
KAB og Frederiksberg Boligfond har underskrevet en hensigtserklæring om at overdrage tre af fondens nuværende ejendomme til en ny almen boligorganisation på Frederiksberg.
De tre ejendomme er Roskildegården, Sønderjyllandsgården og Solbjerggård med tilsammen 546 boliger og en række erhvervslejemål.
KAB står i spidsen for at etablere den nye boligorganisation.
Fokus er betalbare boliger
”Vi er superglade for den dialog, vi har haft med Frederiksberg Boligfond, og vi glæder os naturligt over, at det ser ud til, at vi kan lande en aftale.
Det vigtigste for os har været, at vi på den måde kan bidrage til at fastholde betalbare boliger på Frederiksberg,” understreger Jens Elmelund.
Det er grundlæggende loven om blandede byer, der ifølge Jens Elmelund har gjort det muligt at give fonden et konkurrencedygtigt tilbud.
”Nu venter så papirarbejdet og detaljerne, men mest af alt en dialog og proces med respekt for beboerne i de tre ejendommes rettigheder,” runder Jens Elmelund af.
Da boligorganisationen endnu ikke er dannet, er det er ikke muligt at blive skrevet op til boligerne på nuværende tidspunkt.