ByggeriKAB-direktør udpeget til Det Kongelige Akademi

KAB-direktør udpeget til Det Kongelige Akademi

Rasmus Jessing er en af to nye eksterne medlemmer af bestyrelsen i Det Kongelige Akademi. Han skal være med til at sikre fokus på bæredygtighed, lyder det fra formanden for bestyrelsen

Det Kongelige Akademi tilbyder en bred vifte af uddannelser inden for arkitektur, design og konservering. Uddannelsesinstitutionen har base i København og ledes af en bestyrelse på 13 medlemmer, hvoraf 7 er eksterne medlemmer.
To nye eksterne medlemmer er udpeget af uddannelses- og forskningsministeren pr. 1. februar, dels Mads Kjøller Damkjær, der har en baggrund inden for design, dels Rasmus Jessing, arkitekt og byggedirektør i KAB.
”Rasmus Jessing kan med sine erfaringer og idéer være med til at optimere og udvikle Det Kongelige Akademis fokus på bæredygtighed”, lyder det fra bestyrelsesformand Mette Lis Andersen.

Seriøst arbejde med bæredygtighed

Rasmus Jessing ser udnævnelsen som en anerkendelse – også i en større sammenhæng.
”Jeg blev både glad og stolt over i første omgang at blive spurgt og derefter at blive udnævnt til en plads i bestyrelsen. Jeg synes også, at det er en anerkendelse af den almene sektor og KAB’s tyngde i udviklingen af fysiske rammer om boliger og boligområder og vores seriøsitet i arbejdet med bæredygtighed,” siger han.

Grobund for fremtidig omstilling

En vigtig del af opgaven bliver at sætte præg på skolens overordnede linjer.
”Jeg glæder mig til samarbejdet i bestyrelsen og med rektoratet. En af de vigtigste opgaver er at være med til at sætte den strategiske retning i forhold til fremtiden for Det Kongelige Akademi og de kandidater, skolerne sender ud efter endt uddannelse. Fokus kommer i høj grad til at være på, hvordan ledelse, undervisere, forskere og studerende kan bidrage til en bæredygtig omstilling lokalt og globalt,” forklarer Rasmus Jessing.

Rasmus Jessing har foruden erfaring som byggedirektør i KAB også bred erfaring fra arkitektbranchen som kommerciel direktør i arkitektfirmaet Cobe, og som kontorchef i Bygningsstyrelsen. Desuden har han erfaring fra en række bestyrelser, som fokuserer på bæredygtighed, bl.a. Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Akademisk Arkitektforeningen og den socialøkonomiske virksomhed Voks – planter med omtanke.

Seneste nyt

Andre læste også