På en regnfuld onsdag i starten af april blev første spadestik taget til Ellebos nye fælleshus og driftscenter – 400 m2 med tagterrasse og udgang til nye, grønne fællesarealer. Centret er starten på et større nybyggeri, Ellebo II, der kommer til at rumme i alt 176 nye, svanemærkede boliger. Et helt nyt boligområde, centralt i Ballerup.
Men Ellebo har været meget igennem for at nå hertil.
Ællinger, svaner og priser
Grimme ællinger bliver til smukke svaner konstaterede Inge Støvring, formand for Ballerup Ejendomsselskab, tørt fra talerstolen.
”Vi startede med fire ællinger her i Ellebo. De to er blevet til smukke svaner, men to døde desværre undervejs. Nu har vi heldigvis adopteret nogle nye,” sagde Inge Støvring med henvisning til det oprindelige renoveringsprojekt for Ellebo, hvor to af fire blokke måtte rives ned pga. fejl i fundamenterne.
Borgmester Jesper Würtzen har også fulgt hele Ellebos udvikling og var enig med Inge Støvring.
Et godt boligområde i hjertet af byen
”Ellebo og renoveringen har den mest bemærkelsesværdige historie blandt alle boligafdelingerne i kommunen. Men nu får vi en god løsning på en dum situation,” sagde Jesper Würtzen og tilføjede:
“Et fælleshus understøtter fællesskab. Sammen med de nye boliger, vi starter på efter sommerferien, bliver det et rigtigt godt boligområde i hjertet af Ballerup – tæt på alting.”
Nye, svanemærkede boliger
Det nye driftscenter og fælleshus forventes at være færdige i starten af 2023, og er starten på nybyggeriet i Ellebo II. Efter sommerferien stikkes spaden i jorden til 176 nye, svanemærkede almene boliger, hvoraf de første 40 er i et seniorbofællesskab – se mere om dem her. Derudover opføres også omkring 60 private boliger.
Fakta om projektet
400 m2 driftscenter og fælleshus
Bygherre: Ballerup Ejendomsselskab
Byggeforretningsfører: KAB
Arkitekt: Henning Larsen
Entreprenør: 5E Byg A/S
Ingeniør: Henry Jensen A/S
Bygherrerådgiver: Wissenberg A/S