ByggeriDen Røde Tråd vil knytte generationer sammen

Den Røde Tråd vil knytte generationer sammen

Roskilde Nord Boligselskab bygger et Generationernes Byhus med ungdomsboliger, familieboliger og seniorboliger i den kreative bydel, Musicon

I hjertet af Musicon skyder Generationernes Byhus op og er snart klar til at blive en del af bandet i Roskildes kreative bydel. ’Den Røde Tråd’, som bebyggelsen er døbt, opføres af Roskilde Nord Boligselskab, som inviterede til en bygningsfejring den 29. september 2021. En lidt forsinket fejring, da det traditionelle rejsegilde ikke kunne holdes på grund af corona.

Per Holdrup (th.) kaster ‘røde tråde’ til de kommende beboere.

Tre generations-tråde

Per Holdrup fra Roskilde Nord Boligselskab har fulgt udviklingen af bebyggelsen og deltaget i følgegruppen.

”Endelig. Endelig kan vi samles og fejre dette byggeri som med tiden skal rumme Generationernes Byhus. Stor tak og tilkendegivelse for det resultat, vi ser i dag. Her får tre generationer mulighed for at skabe noget helt unikt,” sagde han og sluttede på kreativ vis talen med at kaste tre røde silkebånd til repræsentanter for de kommende beboere:
”De unge, familierne og seniorerne. Disse tre tråde skal samles i Den Røde Tråd. Der bliver meget at se til. Lad os alle sammen ønske dem en rigtig god fremtid.”

Kirstine flytter ind i en familiebolig på 3. sal og glæder sig til at blive en del af fællesskabet i det nye hus.

Fællesskabet tiltrækker

De 75 boliger i ’Den Røde Tråd’ er samlet i to etagehuse og fordelt på 24 boliger i et seniorbofællesskab, 5 venneboliger i små bofællesskaber for unge og 46 familieboliger.

En del af boligerne er allerede udlejet, og de kommende beboere var inviteret til bygningsfejringen. Heriblandt 39-årige Kirstine Frandsen, der til daglig arbejder som dataanalytiker:

”Jeg flyttede fra Valby til Roskilde for nogle år siden, fordi vi købte hus. Men det med at være husejer er ikke lige mig. Jeg har altid boet i lejlighed, og jeg savner fællesskabet. Savner at børnene har legekammerater lige inde ved siden af. Og så er Musicon et fedt område, hvis man kan lide, at der sker noget kulturelt lige rundt om hjørnet.” 

Kirstine ser frem til fællesskabet både blandt familierne og på tværs af generationer.


Jeg har en rigtig god fornemmelse af, at det er godt at vokse op sådan et sted. Der er en tryghed og et fællesskab, som går på kryds og tværs.

– Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune

Et godt sted at vokse op

Også hos borgmester Tomas Breddam, var der glæde at spore over udsigten til en ny type boliger i Musicon:

”Det her Generationernes Byhus er et særligt byggeri, som samler folk på tværs af alder. Jeg bliver ekstra glad af at se sådan noget. Jeg bor selv i et bofællesskab i Trekroner med min familie. Jeg har en rigtig god fornemmelse af, at det er godt at vokse op sådan et sted. Der er en tryghed og et fællesskab, som går på kryds og tværs.”

Udviklingen af bydelen Musicon er cirka halvvejs mod målet om 1.000 boliger og 1.000 arbejdspladser. De kommende beboere i ’Den røde Tråd’ flytter ind i en bydel, hvor der allerede er mange kulturelle tilbud, et foreningsmiljø og et spirende handelsliv.

Byggeriet er i den sidste og afsluttende fase.

Udlejning

Boligerne i ‘Den Røde Tråd’ forventes klar til udlejning i foråret/sommeren 2022.

Tilmeld dig nyhedsbrevet for den Råde Tråd hvis du er interesseret i en bolig

Seneste nyt

Andre læste også