ByggeriNybyggeriMød Papirøens ambassadører

Mød Papirøens ambassadører

Seks ambassadører er flyttet ind i AKB, Københavns nye boligafdeling på Papirøen to uger før alle andre. Hør, hvilke drømme og forventninger de har til deres nye hjem og det fællesskab, de skal til at opbygge

Papirøens ambassadører
Fra venstre: Emma, Mikkel, Ninna, Patricia, Daryl og Louise.

1. marts 2024 er der indflytningsdag på Papirøen. Nogle flytter i ungdomsbolig, andre i familiebolig og den sidste og største gruppe bliver en del af familiebofællesskabet. Det er en blandet gruppe af beboere, som, både sammen og hver for sig, skal få en ny hverdag til at fungere. For at give fællesskabet de bedste forudsætninger fra start, står seks ambassadører klar til at hjælpe.

Specialkonsulent, Iben Sandra Svensson, sekretariat for kundeledelse og rådgivning, fortæller:

“Ambassadørernes rolle er ufattelig vigtig i en nybygget afdeling som denne, hvor der ikke i forvejen er en kultur. Det er ambassadørernes opgave at byde deres kommende naboer velkomne, opdyrke et godt fællesskab og naboskab på tværs af de tre boligformer, hjælpe de ansatte med at stressteste boliger og fællesområder og ikke mindst at tage de forberedende greb til, at afdelingen får afholdt sit første afdelingsmøde.”

En gruppe med fællesskabs-superkræfter

Der er udvalgt seks ambassadører til Papirøen, som repræsenterer alle tre boligformer. De er nøje udvalgt på baggrund af en motiveret ansøgning, som i særlig grad har vist deres engagement og ønske om at bidrage til fællesskabet. Flere af ambassadørerne har derudover erfaring med at planlægge, organisere og igangsætte forskellige typer af aktiviteter.

Der er Ninna på 60 år fra Humlebæk, som er uddannet arkitekt, og som hjælper med at organisere de fysiske rammer på Roskilde Festival. Der er Mikkel på 25 år, som studerer idræt og fysisk aktivitet på Københavns Universitet, og som har erfaring med eventplanlægning. Der er Daryl på 33 år, som har erfaring med at finde fejl og mangler via sit job i Metroselskabet. Og så er der Patricia på 31 år, der arbejder som marketing- og designchef i Horesta, og som drømmer om, at Papirøen skal være en landsby, hvor fællesskab og sammenhold er de bærende elementer.

Patricia fortæller:

Patricia har fået tilbudt en familiebolig via intern venteliste, som hun flytter ind i sammen med sin kæreste Christian.

”Jeg glæder mig meget til, at min kæreste, Christian, og jeg skal flytte ind på Papirøen. Jeg er opvokset på Nørrebro i Sygeplejerskernes Hus, som ligger på hjørnet af Tagensvej og Sjællandsgade. Her løb alle børnene ind og ud af hinandens hjem, og jeg håber, at vi kan få det samme hverdagsfællesskab på Papirøen, som jeg husker fra min barndom.”

Patricia fortsætter:

”Vi vil gerne starte en løbeklub, som kombineres med saunagus og badning året rundt. Vi er begge to aktive i vores fritid, og Christian er gusmester i en mobil sauna, som nemt kan være på Papirøen. Det er vigtigt for os, at vi starter en social aktivitet op, hvor alle, uanset alder og niveau, kan være med.”

Læs mere om Papirøen: Almene boliger på Papirøen hitter

Seneste nyt

Andre læste også