ByggeriRenoveringEkstraordinært repræsentantskabsmøde i SAB om Bellahøjhusene

Ekstraordinært repræsentantskabsmøde i SAB om Bellahøjhusene

SAB's repræsentantskab drøfter sagen om Bellahøj på et ekstraordinært møde den 30. august

Bellahøj

Projekteringen af en omfattende renovering af SAB’s Bellahøjhuse skal nu til drøftelse i SAB’s øverste myndighed, Repræsentantskabet.

Det har bestyrelsen for SAB besluttet på et ekstraordinært møde den 15. august. Beslutningen er truffet på baggrund af den lokale boligafdelings beslutning om at stoppe projekteringen af den nuværende helhedsplan.

Husene er nedslidte og kollapstruede. Bestyrelsen for SAB ønsker derfor at fortsætte projekteringen og først tage endeligt stilling til projektet, når der næste år er indhentet tilbud og endelige priser på projektet.

Formanden for SAB, John B. Sørensen, kalder indkaldelsen for helt usædvanlig men nødvendig.

”Vi mener ikke, at der er realistiske eller ansvarlige alternativer til den nuværende helhedsplan. Vi arbejder under påbud fra kommunen og bygningerne har alvorlige sikkerhedsmangler, der skal udbedres hurtigst muligt. Derfor giver det ikke mening at stoppe midt i vadestedet for at finde en ny retning,” siger John B. Sørensen.

”Jeg ved, at mange beboere er bekymrede for, om huslejen vil stige voldsomt, og vi vil gøre vores yderste for at begrænse stigningerne så meget som muligt. Men desværre er der ingen vej uden om markante stigninger, når man skal igennem så store renoveringer. Og uanset om man stopper den nuværende plan eller ej, så skal husene gøres sikre at bo i,” siger John B. Sørensen.

Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde afholdes onsdag den 30. august kl. 17 i KAB’s lokaler på Enghavevej. De 192 medlemmer af repræsentantskabet er i dag, onsdag den 16. august, blevet indkaldt til mødet.

Seneste nyt

Andre læste også