Flere byggeopgaver og et kommende generationsskifte er baggrunden for en mindre omrokering i KAB’s byggeafdeling. Det efterlader en central post ledig på markedet
Der er fuldt tryk på byggeriet – og i det politiske landskab lyder positive toner i forhold til flere almene boliger, så tempoet bliver formentlig ikke mindre de kommende år.
Det høje aktivitetsniveau falder sammen med udsigten til et generationsskifte i toppen af KAB’s byggetue, hvor den nuværende byggedirektør Rolf Andersson har varslet et ønske om at trappe ned.
”I direktionen har vi set på, hvordan vi på en og samme tid kan geare os til de kommende års spændende byggeopgaver – og samtidig sikre et godt generationsskifte i ledelsen af KAB’s byggefunktion,” forklarer Jens Elmelund, adm. direktør i KAB.
En øvelse, som har resulteret i en mindre rokade.
Byggechef Michael Nielsen-Elgaard er pr. 1. september udpeget til vicedirektør.
Rolf Andersson rokerer fra årsskiftet til en stilling som udviklingsdirektør, hvor han i et overgangsår (2022) vil arbejde med byggeudviklingsopgaver. Fra 2023 fortsætter Rolf Andersson i en stilling som seniorkonsulent.
”Samtidig indleder vi nu en proces med at finde en værdig afløser for byggedirektør Rolf Andersson. En afløser, som vi forventer kan tiltræde med årsskiftet,” siger Jens Elmelund.